Dansk Metal: En fornuftig aftale med knaster

Dette billede illustrere Dansk Metal: En fornuftig aftale med knaster

“Dagens aftale om Finansloven for 2015 er grundlæggende
fornuftig og ansvarlig. Særligt fordoblingen af skattefradraget for
faglige kontingenter tæller på plussiden”, siger forbundsformand
Claus Jensen, Dansk Metal.

Fordoblingen af skattefradraget støtter op om den danske
aftalemodel, hvor en høj organisationsgrad på begge sider af bordet
udgør et fundament for det velfungerende danske arbejdsmarked.

Det er også positivt, at der er fundet en løsning, der sikrer,
at folk ikke står uden forsørgelsesgrundlag, når den midlertidige
arbejdsmarkedsydelse ophører.

“Vi havde selvfølgelig håbet på, at der ville være en
videreførelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse i
dagpengesystemet. Det ville have været den mest effektive måde at
få folk tilbage på arbejdsmarkedet. I stedet indeholder aftalen en
ny kontantydelse i kontanthjælpssystemet. Det er ikke nær så godt,
men det må vi leve med indtil, der kommer en varig og fornuftig
dagpengeløsning i forbindelse med dagpengekommissionens arbejde”,
konstaterer Claus Jensen.

På uddannelsesområdet er det positivt, at SKP-elever på
erhvervsuddannelserne fremover får mulighed for barselsorlov.
Samtidig indføres det såkaldte “sociale taxameter”, der skal
understøtte arbejdet på erhvervsskoler, der rekrutterer elever i
områder med sociale udfordringer.

“Vi havde dog håbet på, at finanslovsaftalen også indeholdt et
løft af maskinparken på erhvervsskolerne. Løftet havde været
tiltrængt og ville have været understøttende for den netop aftalte
reform af erhvervsuddannelser”, slutter Claus Jensen.

 

Cookie-indstillinger