Giv kommunerne lov til at satse på solkraft

Dette billede illustrere Giv kommunerne lov til at satse på solkraft

Kommunerne skal have lov til at opstille alle de solcelle-anlæg,
de ønsker, mener branche- og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ,
efter KL har dokumenteret, at kommunerne ønsker at opstille langt
flere solcelle-anlæg end Folketinget giver lov til.
– Ingen har brug for, at kommunerne bremses i de grønne
ambitioner. Kommunerne er klar med helt færdige solcelle-projekter,
som ikke kan komme i gang på grund af Folketinget. Det sætter
Danmarks grønne omstilling unødigt i stå, siger chefkonsulent Søren
Rise, branche- og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ.
Ifølge en opgørelse fra KL ligger der i dag færdigklare kommunale
solcelleprojekter for ca. 16,5 MW som bremses.

– Klimaminister Rasmus Helveg har i dag tilkendegivet, at han
vil se på muligheden for at ændre vilkårene, så kommunerne får
bedre muligheder for at drive solcelleanlæg til eget brug. Indtil
da står vi i den bizarre situation, at kommunalbestyrelserne ønsker
at bidrage yderligere til den grønne omstilling, mens Folketinget
ikke vil tillade det. Situationen plejer at være omvendt:
Folketinget har svært ved at få ansøgere til de grønne puljer,
siger Søren Rise.

– Lige nu drejer det sig om at gribe muligheden og få ført hver
eneste kommunes grønne ambitioner ud i livet. Det bedste vil være,
at Folketinget åbner for større puljer, så den kommunale vilje kan
følges af handling, siger Søren Rise.

Regeringens bremse på kommunale solcelleanlæg kommer samtidig
med, at det er dokumenteret, at solcellestrøm er op til 40 procent
billigere end strøm fra havvindmøller.

Beregninger fra Dansk Solcelleforening viser, at
produktionsprisen nu ligger på 75 øre pr. kilowatt-time fra et
nyanlagt solcelleanlæg. Til sammenligning koster det 105 øre at
fremstille en kilowatt-time på Anholt Havmøllepark. Oveni havets
vindstrøm skal desværre også lægges temmelig store udgifter til at
få elektriciteten i land, så havprisen reelt er endnu dyrere.

– Vindenergi er en glimrende, vedvarende energikilde. Den skal
bare ikke stå alene. Prisen per kilowatt-time er ganske enkelt for
høj, siger Søren Rise.

For de kommunale solceller taler også, at udviklingen af
masseproduktionen af solceller har presset prisen helt ned for både
investeringen i anlæggene og produktionsprisen for den
efterfølgende strøm. Et nøgleklart solcelle-anlæg kan nu etableres
for helt ned til 20 procent af, hvad det kostede for bare fem år
siden.

Yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Søren Rise, TEKNIQ, 28 98 89 24

Cookie-indstillinger