Det handler om hjerteblod

Dette billede illustrere Det handler om hjerteblod

Copenhagen Business School har oprettet et nyt center for
ejerledede virksomheder. Et center som uden tvivl vil skabe en
masse værdifuld viden. For der er forskel på ejerledede
virksomheder og virksomheder med en ansat direktør. Det kommer man
ikke udenom. Ejerlederen tænker typisk mere langsigtet. Ejerlederen
betragter virksomheden som sit barn. Det handler ikke bare om at
skabe profit – det er hjerteblod.

En ansat direktør har derimod et mål fra bestyrelsen om at
generere et overskud. Og gerne et stort overskud. Derudover kan han
eksempelvis have nogle mål om at opnå visse markedsandele. Men hans
incitamentstruktur er oftere med en kortere horisont. Fem år senere
kan han være videre i en ny virksomhed.

Da en ansat direktør oftest bliver målt på mere kvantitative
parametre, kan der være en risiko for at virksomhedens kultur og
det tankegods, som er med til at gøre den særegen, bliver overset
strategisk – og i værste tilfælde går tabt.

Omvendt kan der hos ejerlederen være en større risiko for, at
ambitionsniveauet stopper, når ejerlederen har opnået et vist
niveau. Her kan et potentiale gå til spilde som ellers kunne have
genereret stor vækst og velstand. Her vil den ansatte direktør i
stedet forsat blive udsat for pres fra bestyrelsen om at vækste og
hele tiden sætte nye mål.

Der er forskel på, om man er ansat til at levere resultater,
eller om man selv kan bestemme. Det handler om
incitamentstrukturen. Hvad er det, der driver en person? Her kan
der selvfølgelig være mange forskellige motivationer. Men det er et
godt udgangspunkt, hvis det handler om at skabe. Men man skal have
lyst til at flytte noget sammen med andre.

Den incitamentstruktur ser man hyppigt hos ejerledere. Derfor er
det nye center for ejerledede virksomheder et vigtigt skridt. Det
er værdifuld viden, der her bliver skabt om hvordan de eksempelvis
agerer i forskellige konjunktursammenhænge. Det kan være en
betydelig gevinst for erhvervslivet generelt at vide mere om de
mekanismer.

Cookie-indstillinger