Bygningsreglement diskvalificerer danske produktionsarbejdspladser

Dette billede illustrere Bygningsreglement diskvalificerer danske produktionsarbejdspladser

Inwido og Idealcombi, der er to af Danmarks største
vinduesproducenter, ærgrer sig over udsigten til et
bygningsreglement uden krav til vinduers indvendige
overfladetemperatur. De to koncerner har i modsætning til flere af
de største konkurrenter valgt at bibeholde deres produktion i
Danmark, men det kan vise sig at være dyrkøbt nostalgi, hvis
Danmark helt opgiver at stille krav til byggematerialers
performance:

– Vi er jo udmærket klar over, at det på nogle områder er
billigere at producere i eksempelvis Polen, som flere af vores
konkurrenter gør. Men med effektivitet og en bevidst indsats kan
det glædeligvis fortsat betale sig at producere god dansk kvalitet,
der faktisk forbedrer indeklimaet og sparer på energien, pointerer
adm. direktør Mads Storgaard Mehlsen fra Inwido-koncernen i Danmark
og fortsætter: – Danske byggematerialer er jo netop kendte for at
skulle leve op til høje danske standarder. Det giver BR15 i høj
grad køb på, og herved fjerner du tæppet under en stor del af de
danske arbejdspladser, som jo netop er eksponent for en stor
knowhow inden for energioptimering.

Mads Storgaard Mehlsen henviser til den ophedede debat om det
foreliggende udkast til BR15, hvor Klima- Energi- og
Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen har valgt at fjerne kravet
til vinduers indvendige overfladetemperatur. Kravet har siden 2010
været 9,3 grader, men allerede på daværende tidspunkt var man i
Erhvervs- og Byggestyrelsen klar over, at kravet var for lavt, og
at det ville føre til kondensdannelse og risiko for skimmelsvamp.
Derfor har både forskere fra Aalborg Universitet, Center for
Bygningsbevaring, Energitjenesten, Det Økologiske Råd, Danmarks
Naturfredningsforening, SBi og mange, mange flere i de
mellemliggende år bebudet, at kravet skulle strammes til et niveau
på mellem 11 og 13 grader. I stedet vælger ministeren at gå den
stik modsatte vej og fjerne kravet:

– Det kan lyde som en simpel detalje, men det her er faktisk
helt afgørende for både boligens energiforbrug og indeklima. Vi har
investeret millioner af kroner i løbende at forbedre danske
vinduers performance, og nu ser vi så, at vores indsats
underkendes. Jeg har sjældent set en lignende ligegyldighed over
for danske produktionsarbejdspladser, fortsætter teknisk direktør
Bent Søgaard fra Idealcombi.

Danskproducerede vinduer bliver nu ifølge både Mads Storgaard
Mehlsen og Bent Søgaard for gode til det danske marked. Det er
nemlig overvejende bygningsreglementet, der sætter rammerne for,
hvad folk vil betale for, pointerer de samstemmende.

Også Danske Arkitektvirksomheder med tidligere erhvervsminister
og konservativ leder Lene Espersen i spidsen er uforstående over
for ministerens enegang i sagen. Over for Dagbladet Børsen afviste
hun i sidste uge ministerens argumenter mod dansk enegang i
EU:
– Det giver ikke mening at tale om fælles EU-byggestandarder. Vi
lever i et koldt og fugtigt klima i modsætning til Sydeuropa, hvor
man ikke behøver at isolere husene. Det vil jo være vanvittigt ikke
at gøre det i Danmark. Vi har problemer med fugt og skimmelsvamp i
boliger, og her betyder vinduer også noget.

For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt
venligst:
• Adm. direktør Mads Storgaard Mehlsen, Inwido Denmark, tlf.
96 97 97 24, mobil 22 10 03 03,
e-mail mads.storgaardmehlsen@inwido.dk
• Teknisk direktør Bent Søgaard, Idealcombi, mobil 40 18 45
39, e-mail bss@idealcombi.dk
• Presseservice (herunder foto, tekst, kontakt mv.):
Conexia+PR – Esben Lind, mobil 25 14 58 16,
e-mail esben@conexiapr.dk

Om Inwido Denmark
Inwido Denmark er en af Danmarks førende vindueskoncerner og
inkluderer producenterne KPK Døre & Vinduer, Outline Vinduer,
PRO TEC Vinduer, Frovin Vinduer og Døre, JNA Vinduer & Døre
samt Sparvinduer.
 
Sortimentet omfatter produkter i hhv. fyr, træ/alu, træ/GRP og
GRP, der anvendes til alt fra store glasfacader, renoveringer, over
til moderne lavenergihusvinduer og dørløsninger. Langt størstedelen
af Inwidos vinduesbrands produceres i Danmark.
 
Inwido Denmark er en del af det svenskejede Inwido AB, som er
Europas største udbyder af vindues- og dørløsninger med mere end 20
varemærker, 3.300 medarbejdere i otte lande og en omsætning i 2014
på godt 4,9 mia. SEK.
 
Inwido Denmark har hovedsæde i Aalborg og beskæftiger godt 800
medarbejdere, hovedsageligt fordelt på fire forskellige
produktionsenheder i Danmark.

Om Idealcombi
Idealcombi er Danmarks største selvstændige vinduesproducent.
Virksomheden er grundlagt i 1973 af brødrene Bent og Henning
Søgaard, som i dag ejer virksomheden sammen deres to sønner Martin
og Mikael Søgaard. Idealcombi har administration, udvikling og
produktion i Hurup Thy og har salgskontorer i Hurup, Århus,
København, London, Oslo og Dublin.

Idealcombi leverer energirigtige vinduer og døre i træ og
træ-aluminium i høj kvalitet til store og små projekter.
Produktsortimentet tæller seks forskellige designserier til enhver
type byggeri fra renovering af ældre boligmasser og parcelhuse til
moderne nybyggeri.

Størstedelen af Idealcombis vinduer og døre afsættes i Danmark,
men eksport er i dag en stor del af den samlede årlige omsætning på
530 mio. dkk.

Idealcombi beskæftiger i dag ca. 500 medarbejdere i Danmark og
på eksportmarkederne.

Cookie-indstillinger