Midtconsult melder sig ind i FRI

FRI kan notere over 100 nye ansatte i foreningens
medlemsvirksomheder. Det skyldes, at Midtconsult  Rådgivende
Ingeniører har meldt sig ind i FRI.

“I FRI er vi meget glade for at Midtconsult har besluttet sig
for at melde sig ind i foreningen. Udover at Midtconsult er en stor
rådgivende ingeniørvirksomhed, har de med deres 40 års erfaring en
faglig dybde og ekspertise, der kan gavne flere af vores
ekspertudvalg, og bidrage til arbejdet for at skabe bedre
rammebetingelser for rådgivende ingeniørvirksomheder” siger Henrik
Garver, adm. direktør i FRI.

Midtconsult beskæftiger i dag ca. 130 medarbejdere, som arbejder
med alle felter af projektering. Fra akustik, anlægsarbejder og
bærende konstruktioner over brandteknik, bygningskomplettering,
VVS-, ventilation og energiteknik – til el-installationer,
miljøforbedringer, energimærkning og byggestyring.


“Det er ingen hemmelighed, at branchen er under massiv udvikling
i øjeblikket. Der skal forhandles ny AB og ABR i de kommende år,
digitalisering rykker hurtigere end nogensinde, og vi ser en
stigende international konkurrence blandt rådgiverne. Her har FRI
indflydelse, og den kan vi som medlem være med til at påvirke.
Samtidig giver FRI medlemskabet adgang til netværk og viden om
branchen som vil være vigtigt for den fortsatte udvikling af
Midtconsult. Endelig betyder serviceniveauet og de mere kontante
medlemsfordele som den attraktive forsikringsordning, at der er et
målbart return on investment ved medlemskabet. Alt sammen gjorde
det, at medlemskab af FRI var et naturligt næste skridt for
Midtconsult” siger Thomas Duedahl, direktør og partner i
Midtconsult.

Midtconsult har hovedsæde i Herning og en afdeling i Aarhus,
hvorfra der udføres opgaver i hele Danmark. Virksomheden er netop
blevet valgt som totalrådgiver for den store, nye psykiatriske
afdeling på DNV-Gødstrup ved Herning.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører FRI har ekspertudvalg inden
for byggeri, infrastruktur, energi og miljø & klima.
Ekspertudvalgene består af eksperter fra branchens
medlemsvirksomheder og sagsmedarbejdere fra FRI.
• FRI’s medlemsvirksomheder beskæftiger i alt 24.100 ansatte i
ind og udland fordelt på 330 virksomheder.
• Branchens omsætning i de danske selskaber er på 11,6 mia.
kr., med en eksportandel på ca. 25 procent
• FRI’s store medlemmer er blandt de største virksomheder i
Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.

Cookie-indstillinger