Brugervenlighed i bund – tidsspilde i top

Dette billede illustrere Brugervenlighed i bund – tidsspilde i top

Efterhånden skal alting foregå digitalt. Kommuner og banker
sender ingen breve ud længere. Og virksomhederne skal udfylde
alverdens registreringer og skemaer elektronisk. Det har uden tvivl
en række fordele og giver nye muligheder.

Men der er også en grænse. Mange af hjemmesiderne er konstrueret
på en måde, som ikke er hensigtsmæssig i forhold til dem, der skal
bruge dem. Brugervenligheden er i bund og tidsforbruget i top.
Selvom man på ingen måde er modstander af digitalisering, er der
også en grænse.

I de helt store virksomheder har man typisk en afdeling, der
tager sig af den slags. Men i de mindre virksomheder er det ofte
virksomhedsejeren selv, der sidder om aftenen og skal bruge tid på
endeløse formularer og konstante rapporteringer – eksempelvis til
Danmarks Statistik. Og mængden er efterhånden til at tage og føle
på.
 
Hertil kommer, at når man stille krav den ene vej, må man også
levere den anden vej. Derfor kan det forekomme en smule stødende,
at der er så mange landområder, hvor man har ringe mobil og
internetdækning. 315 af landets 586 postnumre må nøjes med en
decideret ringe dækningsgrad for mobilt bredbånd. Det viser en
kortlægning fra Erhvervsstyrelsen.

Rejser man med toget, må der dog ikke mangle noget. Her blev
partierne hurtigt enige om, at bruge 100 millioner kroner på at
sikre god mobil og internetdækning. Samtidig kan virksomheder i
mange landområder se langt efter en ordentlig dækning. Det er
faktisk i disse virksomheder, at en betydelig del af grundlaget for
Danmarks velfærd skabes. Mener politikerne det alvorligt med
digitalisering, må de også sørge for at sikre nogle ordentlige
rammer for digital udvikling i hele Danmark. 

Cookie-indstillinger