Specielle facadeløsninger til Musikkens Hus
Musikkens Hus i Aalborg er tegnet af det østrigske arkitektfirma
Coop Himmelb(l)au og har en noget anderledes arkitektur, end man
normalt ser i dansk byggeri. Den særlige udformning har krævet
adskillige specialløsninger til facaden, fx de mange iøjefaldende
alukassetter, der udgør facaden.
Et puslespil af aluminium
Alukassetterne, som den 10.000 m2 store facade er beklædt med,
er leveret af A.E. Stålmontage. Hver kassette er tegnet og
produceret i specialmål og udgør hver deres brik i det store
mønster, som dækker en stor del af bygningen.
– Det var et omfattende og meget kompliceret projekt for os at
tage hul på, og der er gået ca. 1 år på tegnestuen og 2 ½ år på
byggepladsen forud for montering af alukassetterne, fortæller
Casper G. Jørgensen, projektleder hos A.E. Stålmontage.
Ud fra arkitekttegningerne designede A.E. Stålmontage alle
kassetter på deres egen tegnestue og lavede 3D-modeller på hver
enkelt kassette for at sikre, at alle linjer i byggeriet passede
sammen.
– Den største udfordring var at få sporene og hele den meget
specielle geometri til at passe sammen. Alle kassetter, vinkler og
hældninger var planlagt ned til mindste detalje, men det betød
også, at vi kunne lægge puslespillet uden større vanskeligheder, da
det kom til den endelige montage, forklarer Casper G.
Jørgensen.
Ekstrem vindspærre under facaden
Under facadekassetterne er der flere steder monteret en særlig
vindspærre, som er leveret af tag- og facadeproducenten Cembrit.
Adskillige hældningsfacader på Musikkens Hus er særligt udsatte for
vejrets påvirkning, og A.E. Stålmontage valgte derfor Cembrits mest
robuste vindspærre, den såkaldte Windstopper Extreme. Den er
fremstillet af fibercement og indeholder ikke magnesiumoxid og
magnesiumklorid, som medvirker til ophobning af fugt. Tværtimod, på
grund af fibercementens robusthed kan Windstopper Extreme stå
uafdækket udendørs i månedsvis og holder både vind og fugt ude selv
under de mest voldsomme vejrforhold.
– Faktisk er vores Windstopper Extreme meget populær blandt
andet i Grønland, hvor bygninger skal kunne modstå ekstreme
vejrforhold, forklarer chefkonsulent i Cembrit Arne Vestbjerg. Han
fortsætter:
– Selvom Musikkens Hus dog kun befinder sig i Nordjylland, så er
den store bygning alligevel mere udsat end de fleste, da den ligger
på første parket lige ud til Limfjorden. Mange af bygningens
facader er særligt udsatte for vejrliget, fordi det er
hældningsfacader, og derfor bør den underliggende vindspærre i
dette tilfælde også være ekstra robust og holdbar.
Årets Byggeri
Det 20.000 m2 store musikhus er for nylig blevet kåret til Årets
Byggeri 2014 af magasinet Byggeri, som kalder det “et spektakulært
byggeri”, bl.a. grundet det utraditionelle design og den markante
arkitektur.






