Brandvæsenet kører forgæves over 12.000 gange om året
Der er behov for et større fokus på de såkaldte blinde alarmer,
som fx igangsættes af mados, rygning og støv over 12.000 gange om
året. En blind brandalarm resulterer ikke kun i en kedelig udgift
på godt 5.000 kr. pr. gang. De spilder også meget af brandvæsenets
tid.
– Brandvæsenet bruger desværre alt for meget tid på at rykke ud
til blinde alarmer. Over 40 procent af alle udrykninger til brand
skyldes en blind alarm. Det tal vil vi gerne have reduceret. Derfor
har vi igangsat en kampagne, som skal minimere antallet af alarmer,
som går i gang, uden der er opstået en brand, siger
kampagnemedarbejder i Beredskabsstyrelsens Center for Forebyggelse,
Mikkel Kjær Rønnow.
Vi skal undgå ‘ulven kommer’
Med den nye kampagne retter Beredskabsstyrelsen og Foreningen af
Kommunale Beredskabschefer fokus mod danske virksomheder, butikker,
offentlige institutioner m.fl., hvor blinde alarmer er et problem.
På kort sigt er målsætningen at spare brandvæsenet for at køre
forgæves. På længere sigt skal indsatsen være med til at forhindre,
at befolkningen bliver immun over for lyden fra en brandalarm.
– I de fleste tilfælde er personalet eller kunderne hos de store
virksomheder klar over, at lyden kommer fra et
brandalarmeringsanlæg. Udfordringen er bare, at ansatte og kunder
sjældent reagerer korrekt, fx ved at gå udenfor. Det er desværre en
naturlig reaktion på, at mange alarmer bliver sat i gang, uden der
er en brand, hvilket med tiden får os til at tvivle på, om den nu
også er god nok. Det er et problem, som vi skal have løst ved at
sænke antallet af blinde alarmer, siger Mikkel Kjær Rønnow.
Fakta
• Mere end 12.000 blinde brandalarmer i 2014.
• København har flest blinde alarmer om året. I 2014 var tallet
ca. 2.800.
• Aarhus havde ca. 500 blinde alarmer i 2014
• Aalborg havde ca. 280 blinde alarmer i 2014
• Odense havde ca. 340 blinde alarmer i 2014
• Esbjerg havde ca. 190 blinde alarmer i 2014
Læs mere om kampagnen på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, brs.dk






