Vækstplan med store tilbageskridt på energiområdet

Regeringens vækstinitiativer spænder ben for Danmarks grønne
omstilling. Ved at tillade dårligere produkter i bygninger forhøjes
Danmarks samlede energiforbrug. Desuden afskaffer regeringen de
lovpligtige eftersyn af ventilationsanlæg.

– Danmark er kendt i hele verden for at gå foran på
energiområdet. Den position bakker regeringen nu fra ved at sænke
ambitionerne gevaldigt, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen,
erhvervsorganisationen TEKNIQ.

– Der er rigtig meget at hente ved at bygge med energirigtigt
udstyr. I stedet ønsker regeringen at slække på kravene med den
begrundelse, at det bliver en smule billigere at opføre en bygning.
Til gengæld bliver det væsentligt dyrere at bruge bygningen.
Regeringens tankegang er gammeldags, siger Niels Jørgen Hansen.

– Økonomisk og energimæssigt går regeringen imod den udvikling,
der gør os alle sammen rigere og grønnere. Man er nødt til at bruge
dem samlede økonomi som målestok. Totalpris for at bygge, eje og
drive en bygning er det eneste, der tæller. Prisen på en
cirkulationspumpe eller det øvrige udstyr til energistyring, som
regeringen vil sænke kravene til, er en forfejlet målestok, siger
Niels Jørgen Hansen.

Regeringen vil oveni afskaffe den lovpligtige ordning med
eftersyn af ventilationsanlæg. En ordning, som særligt offentlige
bygningsejere har syltet.

– Vi har vist, at der er et stort potentiale for besparelser på
dette område. Så hvis ordningen ikke virker, skal vi finde en
løsning, der virker. Vi mangler at se, hvad der skal komme i
stedet, siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ savner desuden vækstinitiativer, som letter byrderne for
erhvervslivet. Regeringen burde have lettet virksomhedernes
forpligtigelser på sygedagpenge-området og fjernet
arbejdsskadeafgiften.

– Vi savner, at regeringen tager fat på de ægte problemer. Vi
kunne meget hellere bruge en grundig forårsrengøring i det bøvl og
besvær, virksomhederne slås med til dagligt, siger Niels Jørgen
Hansen.

Men der er også ét punkt på positivlisten, når Danmarks
fjerdestørste arbejdsgiverorganisation ser vækstplanen igennem:

– Vi er glade for, at byggeriets nøgletal afskaffes. Alt for få
bygherrer har brugt dem til noget fornuftigt og de har været en
bureaukratisk udfordring, som ingen har haft den store glæde af,
siger Niels Jørgen Hansen.

Cookie-indstillinger