Danmark skal lede EU-Kina-samarbejde om vand
Miljøminister Kirsten Brosbøl og Miljøministeriet har de seneste
tre år siddet for bordenden i China Europe Water
Platform-samarbejdet (CEWP), hvor der udveksles idéer og udvikles
grønne, miljøteknologiske løsninger.
Samarbejdet har været så stor en succes, at Kina og de øvrige
europæiske lande ønsker, at Danmark fortsat skal være den drivende
kraft bag samarbejdet.
– Det er en stor anerkendelse, at vi er blevet bedt om at
beholde førertrøjen på i China Europe Water Platform-samarbejdet.
Vi har de seneste år arbejdet målrettet mod at styrke samarbejdet
med Kina, og vi kan mærke, at Kina i den grad har vendt blikket mod
Danmark og Europa, når de skal finde fremtidens vandløsninger,
siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Den kinesiske vandminister Chen Lei besøger Danmark 10. – 13.
maj for at mødes med miljøminister Kirsten Brosbøl og deltage i
CEWP-årsmødet.
Danmark har et forspring
Danmark er blandt de førende lande i Europa, når det gælder
eksport af vandteknologi. Det viser de nyeste eksporttal fra
DAMVAD, der viser, at Danmark i 2014 eksporterede for 831 mio.
kroner til Kina. Siden 2006 er den årlige eksport af vandteknologi
til Kina i gennemsnit steget med 13,7 procent.
-Vi er allerede rigtig godt med, når det gælder eksport til
Kina, men der er ingen tvivl om, at sektoren rummer et kæmpe
potentiale, når man ser på, hvor store investeringer Kina er parate
til at foretage. Sammen med resten af Europa er Danmark klar til at
lægge de løsninger på bordet, som kineserne har brug for, når de
skal skaffe rent drikkevand til deres borgere, mindske forureningen
af deres vandløb og floder og beskytte deres grundvand, siger
miljøminister Kirsten Brosbøl.
Udover et ønske om at øge eksporten af vandteknologiske
løsninger fra EU til Kina er ambitionen også at sikre flere
ressourcer til en række samarbejdsprojekter.
Læs mere om EU-Kina-samarbejdet her
Fakta:
• Følgende lande deltager i årsmødet den 12. maj i København:
Sverige, Finland, Frankrig, Schweitz, UK, Grækenland, Østrig,
Italien, Spanien, Holland, Irland, Portugal, Tjekkiet, Estland,
Kina.
• Minister for vandressourcer Chen Lei mødes bilateralt med en
række virksomheder og repræsentanter fra de øvrige lande i
forbindelse med årsmødet.
• Chen Lei mødes onsdag den 13. maj med en række virksomheder i
DI-regi heriblandt Grundfos, AVK Valve Technology, Aquaporin,
Rambøll og Silhorko Eurowater






