Balslev – Balslev opruster i det nordjyske

Dette billede illustrere Balslev – Balslev opruster i det nordjyske

Balslev Rådgivende Ingeniører har overtaget en række aktiver fra
den nordjyske ingeniørvirksomhed Lindgaard A/S og forstærker dermed
sin forretning i Nord- og Midtjylland. Balslev har i det seneste år
oplevet en kraftig vækst i antallet af opgaver fra sine kontorer i
Viborg og Herning og ser et stort potentiale i det nordjyske
marked. Med overtagelsen er fundamentet lagt for en fremtidig stærk
forretning i Nordjylland.  

“Vi er rigtig glade for at overtagelsen nu er en realitet. Vi
har allerede en solid forretning i Syd- og Midtjylland og med
oprustningen i Aalborg, har vi for alvor mulighed for at udnytte
det store potentiale, der lige nu er i det midt- og nordjyske.
Oprustningen er helt i overensstemmelse med vores strategi og er en
del af den udvikling, vi for alvor har kickstartet gennem de sidste
par år i Jylland.

Vi har i noget tid haft et godt øje til Lindgaard A/S. Deres
kompetencer indenfor byggeri, energi og miljø er et godt match til
Balslev og vi supplerer hinanden rigtig godt. Det er vi sikre på,
at både nuværende og nye kunder i “Balslev Lindgaard” kommer til at
nyde godt af fremover,” siger Bo Memhave, administrerende direktør
i Balslev.

For Jørgen Lindgaard der i næsten 20 år har ejet og været
administrerende direktør i Lindgaard A/S, er der ingen tvivl om, at
overtagelsen er en rigtig god løsning for alle parter.

“I Lindgaard A/S har vi altid haft stor fokus på fagligheden i
vores tilgang til at løse opgaver. Den opfattelse deler Balslev, og
for mig personligt har det været afgørende, at både vores
medarbejdere og vores kunder kan være helt trygge ved det nye
setup. Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte i rollen som
leder for Balslev Lindgaard kontoret i Aalborg, og også fremover
være med til at udvikle forretningen,” udtaler Jørgen Lindgaard,
der nu er afdelingschef i Aalborg.

Om Balslev Rådgivende Ingeniører

Siden grundlæggelsen af Balslev Rådgivende Ingeniører i 1939,
har Balslev været et af Danmarks stærkeste ingeniørfirmaer på det
el-tekniske område. I de senere år har Balslev udviklet sig til at
være totalrådgiver og er i dag en rådgivningsvirksomhed med bred
ekspertise indenfor stort set alle gængse ingeniørdiscipliner.

Firmaet blev grundlagt af ingeniør Mogens Balslev og blev i 1973
omdannet til et aktieselskab, som i dag er ejet 100 % af Mogens
Balslevs Fond. I dag beskæftiger Balslev Rådgivende Ingeniører godt
130 medarbejdere på hovedkontoret i Glostrup samt afdelinger i
Odense, Viborg, Kolding, Herning og Kalundborg.

Om Lindgaard A/S

Lindgaard A/S er stiftet som anpartsselskab den 1. april 1996 og
blev i januar 2000 omdannet til aktieselskab. Arbejdsområder har
inkluderet planlægning, projektering og styring af bl.a.
bygningsopgaver samt energi- og miljøtekniske anlæg for såvel den
private som den offentlige sektor.

Via de mange års virke har Lindgaard etableret mange relationer
til byggeriets parter. Blandt referencer kan nævnes Aalborg
Kommune, Vestas, Sanistål og Forsvarsministeriets
Ejendomsstyrelse.

Cookie-indstillinger