TEKNIQ – Svag vækst i dansk økonomi, men opsvinget lever
En vækst i bruttonationalproduktet (BNP) på 0,2 procent er ikke
prangende, men bedre end frygtet, da tidligere offentliggjorte
nøgletal for eksporten og privatforbruget tydede på en flad
udvikling eller mindre tilbagegang i dansk økonomi. Opsvinget i
dansk økonomi er på sporet på trods af den beskedne vækst i andet
kvartal. Sammenlignes første halvår 2015 med første halvår 2014, så
er dansk økonomi vokset med pæne 1,7 procent. Den pæne vækst
skyldes først og fremmest et højt aktivitetsniveau i fjerde kvartal
2014 og i første kvartal 2015. Det forventes, at opsvinget i dansk
økonomi fortsætter, da forudsætningerne for fremgang er til
stede.
I andet kvartal faldt forbruget og eksporten. Derimod var der
fremgang for beskæftigelsen, investeringerne, byggeriet og
industrien. Når eksporten falder samtidig med, at industriens
aktivitet stiger, skyldes det, at industrien har produceret til
lager. Den stigende lageropbygning kan betyde, at industrien holder
lidt igen med produktionen i tredje kvartal.
Ser man på verdensøkonomien, går det langsomt bedre i Europa, og
væksten i USA er solid. Den kinesiske økonomi har svært ved at leve
op til den kinesiske regerings ambitiøse vækstmål. Det var
urealistisk at forvente, at Kina kunne blive ved med at opretholde
så høje vækstrater, og den aktuelle kinesiske vækst på 7 procent er
stadig imponerende. Den største trussel mod opsvinget herhjemme er
den økonomiske udvikling i udlandet, og sidste uges store udsving
på aktiemarkederne viser tegn på usikkerhed i verdensøkonomien.
Dagens BNP-tal viser, at det private forbrug endnu ikke er
kommet op i omdrejninger, og erhvervslivets investeringer er på et
meget lavt niveau til trods for lave renter. Der er desuden stor
forskel på aktiviteten i og uden for de store byer. Det er derfor
for tidligt at stramme de offentlige finanser, da opsvinget er
mindre robust end tidligere antaget. Finanspolitikken skal bruges
til at understøtte opsvinget, ikke kvæle det.






