Dansk Metal – Færre elever på de tekniske skoler er forventet

Dette billede illustrere Dansk Metal – Færre elever på de tekniske skoler er forventet

​​​​​​28.400 elever begyndte på et grundforløb på de danske
erhvervsskoler skoler efter sommerferien, det er et fald på ca.
3.600 sammenlignet med sidste år. På de tekniske skoler er der
startet syv procent færre elever.

Årets optag er det første efter den nye reform af
erhvervsuddannelserne, og kommer derfor heller ikke som en
overraskelse for Dansk Metal:

– Der er indført adgangskrav, så man nu både skal have bestået
dansk og matematik i folkeskolen eller bestå en særlig
optagelsesprøve på erhvervsskolerne. Derfor havde vi også en
forventning om, at der ville være færre, der startede i år, siger
Per Påskesen, der er uddannelseschef i Dansk Metal.

Han hæfter sig ved, at ca. 4.300 elever har været indkaldt til
optagelsesprøve og ca. 1.900 er blevet optaget efterfølgende.

– Tidligere stillede man ikke krav, og det betød desværre, at
der blev optaget alt for mange, der slet ikke kunne gennemføre en
erhvervsuddannelse. Derfor havde vi et alt for højt frafald
undervejs. Dem, der bliver optaget i år, er både fagligt bedre
rustet og mere motiverede, og derfor har vi også en klar
forventning om, at der er færre, der vil falde fra fremover, siger
Per Påskesen.

Han ærgrer sig dog over, at der ikke er flere unge, der har fået
øjnene op for de mange gode uddannelsesmuligheder, der er på
erhvervsskolerne:

– Der er udsigt til massiv mangel på dygtige faglærte. Alene
indenfor jern- og metalindustrien kommer vi til at mangle op mod
20.000 faglærte om fem år, hvis der ikke bliver uddannet flere. Det
betyder også, at der er rigtig gode job- og karrieremuligheder,
hvis man eksempelvis tager en uddannelse som industritekniker eller
klejnsmed. Det budskab skal både vi, skolerne og især
virksomhederne være langt bedre til at få fortalt de unge, så de
ikke bare hovedløst vælger gymnasiet, siger Per Påskesen

Cookie-indstillinger