WiseCon – EXPO verdensudstillingen i Milano sikret med ny dansk skadedyrsteknologi

For at undgå at rotter og mus deltager i festlighederne, har den
danske virksomhed WiseCon A/S i Helsinge installeret det sidste nye
inden for højteknologiske sikringsløsninger, der 24/7 overvåger
området og giver besked om skadedyrsaktivitet.

EXPO Verdensudstillinger er internationale mega-events, hvor
verdens lande fremviser det bedste, de kan præstere. Markedschef
Per Sørensen hos WiseCon er stolt over den internationale
bevågenhed Wise-I konceptet har skabt og ser også EXPO som et stort
internationalt udstillingsvindue for den patenterede teknologi.

Sikringsløsning med overvågning 24/7
– Wise-I er installeret i og ved en række af bygningerne på EXPO.
Det er en sikringsløsning med konstant overvågning og bekæmpelse,
hvilket betyder, at udstillerne konstant kan følge, overvåge og
optimere indsatsen ud fra meldinger, der opdateres 24/7, forklarer
Per Sørensen.

Wise-I er en intelligent fælde integreret med sensorer som både
afliver skadedyrene og overvåger deres færden 24/7. Det betyder, at
der nu er åbnet op for helt nye og banebrydende sikringsløsninger
både udenfor og inde i bygninger hos fødevarevirksomheder,
supermarkeder, fødevarelagre, landmænd m.fl. 
– Wise-I intensiverer overvågningen og gør de sikringsløsninger
bekæmperne tilbyder i dag endnu bedre.  Samtidig åbner det op
for nye sikkerhedsniveauer – f.eks. en totalt dækkende indendørs
skadedyrsalarm, som man kender det fra tyveri- og brandalarmer
siger Per Sørensen.

Aflivet på få sekunder
Wise-I konceptet består af fælder med sensorer, der placeres med
udgangspunkt i skadedyrenes naturlige færden – typisk langs vægge
og mure – og hvor der eksempelvis er madvarer. Selve fælden lokker
rotterne/musene til ud fra deres naturlige trang til at gemme sig.
To sensorer registrerer skadedyret, en slagarm udløses og brækker
nakken på dyret.

Går skadedyret uden om fælden, registreres det alligevel via
sensorer og informationen leveres omgående til brugerne på deres
mobil/tablet/pc. Det giver igen mulighed for at skærpe den
nuværende sikringsløsning, og der kan øjeblikkeligt tages hånd om
et eventuelt problem.

WiseCon A/S har hovedkontor i Helsinge i Nordsjælland og
beskæftiger ca. 50 medarbejdere. WiseCon har specialiseret sig i
giftfrie, bæredygtige og langsigtede teknologiske løsninger til
bekæmpelse af rotter og mus. WiseCon er førende i verden inden for
teknologisk rottebekæmpelse og produkterne udnyttes i en lang række
europæiske lande.

Cookie-indstillinger