Nordic Built Cities – Stor nordisk konkurrence skal finde løsningerne på byens udfordringer

Dette billede illustrere Nordic Built Cities  – Stor nordisk konkurrence skal finde løsningerne på byens udfordringer

Nordic Innovation har i samarbejde med en ekspertjury udvalgt seks byudviklingsprojekter i seks nordiske byer, herunder København, Malmö, Oslo og Espoo. Hvert projekt indeholder en eller flere af de store udfordringer, som den moderne by står overfor. Projekterne spænder derfor over temaer som klimatilpasning, mobilitetsløsninger og urban living.
Fælles for de seks byudviklingsprojekter er, ifølge Kristina Mårtensson, der er seniorrådgiver hos Nordic Innovation og projektleder på Nordic Built Cities Challenge, at de kalder på kreative løsninger. Og nu går jagten ind på de bedste og mest innovative løsningforslag på tværs af Norden og faggrænser.
“Konkurrencen er åben for alle, fra studerende til iværksættere og etablerede bedrifter. Vi opfordrer stærkt deltagere i konkurrencerne til at gå sammen på tværs af faggrupper, landegrænser og kompetencer for på den måde at få stærke og innovative løsningsforslag på bordet”, forklarer Kristina Mårtensson og fortsætter:
“Vores ambition er, at løsningerne kan virke som eksempler på god praksis inden for udviklingen af attraktive, bæredygtige og smarte byer, og at de på sigt kan eksporteres til andre byer, i Norden og internationalt, som står med de samme udfordringer. Norden er langt fremme inden for byplanlægning, byarkitektur, urban living og mobilitet i byerne, men der er stadigvæk et uforløst potentiale, og derfor forsøger vi med denne konkurrence at få de innovative løsninger frem i lyset.”
Nordic Built Cities Challenge er bygget op som seks individuelle konkurrencer, der afspejler de konkrete behov og udfordringer i hvert af de seks udvalgte byprojekter.
En lokal jury i hver af de seks byer udvælger op til fire finalister, der hver modtager en pris på 300.000 norske kroner og muligheden for at udvikle deres projekt videre i samarbejde med projektejerne.
Finalistprojekterne har samtidig mulighed for at gå videre til den nordiske konkurrence, the Nordic Built Cities Challenge Awards, der har en samlet præmiesum på 1,2 millioner norske kroner, og hvor vinderen udpeges af en nordisk jury.

Samarbejder på tværs af landegrænser Nordic Innovation opfordrer til, at bidragene til konkurrencen udvikles i tværfaglige teams med deltagere fra flere nordiske lande. Derfor inviterer Nordic Innovation til et gratis matchmaking-event for alle med interesse i byplanlægning og byarkitektur i Stockholm den 5. november. Her kan interesserede høre mere om konkurrencen, møde nye mennesker, udveksle idéer og forhåbentlig danne grundlaget for et tværnordisk dream team, der i fællesskab kan levere den bedste løsning.
For at fremme det nordiske samarbejde yder Nordic Innovation tilskud til rejseomkostninger til deltagelse i matchmaking-eventen.

Cookie-indstillinger