Arbejdsgiverne – BoligJobordningen gavner både miljøet og statskassen

Dette billede illustrere Arbejdsgiverne – BoligJobordningen gavner både miljøet og statskassen

BoligJobordningen er blevet genindført. Det kan vi takke den
nuværende regering for. De lovede før valget at genindføre
boligJobordningen, hvis de blev valgt, og det har de været tro mod.
Det kommer rigtig mange danskere til gode og giver byggeriet et
tiltrængt skub. I 2014 benyttede hver niende skattepligtige dansker
sig af ordningen.  

Med regeringens videreførelse af ordningen gives der i højere
grad tilskud til energibesparende investeringer. I forvejen var en
tredjedel af håndværksarbejdet grønne tiltag, som sparede på
energien. Dermed gjorde tusindevis af danskere deres bolig mere
energirigtig ved hjælp af ordningen.  

Det var også tiltrængt. Der er i Danmark 1,5 millioner
enfamiliehuse. Heraf er en million opført før 1980, før der kom
energikrav i byggereglementet. Omkring 700.000 af de boliger har
stadig betydelige energibesparelsespotentialer. Det viser tal fra
Danmarks Statistik og Statens Byggeforskningsinstitut.

Nogle økonomer argumenterer for, at man ikke længere har brug
for ordningen, fordi der er kommet mere gang i byggeriet. Men her
overser de, at der ikke er kommet mere gang i private borgeres
investeringer i byggeri. Derfor er der forsat brug for
BoligJobordningen til at motivere private til forbrug. Og særligt
nu hvor ordningen er blevet grønnere, kan den få husholdningerne
med i arbejdet for at nå klimamålene.

Udover at ordningen giver en hjælpende hånd til både
virksomheder og forbrugere er den også med til bekæmpe sort
arbejde, fordi fradraget gør det mindre attraktivt at få lavet
arbejdet uden regning. Mange af vores medlemsvirksomheder oplevede
da også, at få flere henvendelser fra forbrugere der efterspurgte
sort arbejde, i perioden uden boligJobordningen. 
 
Over en halv million danskere benyttede ordningen om året og vores
nabolande har tilsvarende ordninger. Der er tilskuddet bare endnu
højere. I Sverige og Tyskland ligger det på henholdsvis 40.000 og
45.000 kroner. I udlandet kan de altså også se fidusen. Det bør vi
også kunne. BoligJobordningen gavner både virksomhederne,
forbrugerne, miljøet og statskassen.

Cookie-indstillinger