Teknologisk Institut – Massiv satsning på nye danske robotsucceser
Spirende danske robotvirksomheder får nu assistance fra
Teknologisk Institut og Danmarks robotby nummer ét, Odense. En ny
innovationshal i Forskerparken i Odense skal sikre de perfekte
rammer for, at nye, danske robotidéer kan vokse sig succesfulde i
en buldrende, international branche.
– Den nye robothal cementerer Teknologisk Instituts position som
et af Europas ledende robotinnovationscentre og vil sikre vide
rammer for produktudvikling af nyskabende robotteknologi inden for
industri, velfærd og service – helt fra idé til pilotproduktion.
Helt konkret vil vi invitere lovende, nystartede robotvirksomheder
indenfor til topmoderne udviklingsfaciliteter og rådgivning fra
nogle af Danmarks bedste robot- og visioneksperter, siger
centerchef Kurt Nielsen fra Teknologisk Instituts Center for
Robotteknologi.
Flere danske, robotteknologiske
eksportsucceser
– Odense har gennem de sidste 25 år manifesteret sig som Danmarks
robotby nummer 1, og vi vil nu sætte yderligere blus på Danmarks
robotvækst ved at tiltrække virksomheder og investorer til Odenses
robotmiljø. Hvis vi skal fastholde konkurrencedygtig produktion i
Danmark, skal den være mere effektiv, og her bliver robotter og
automatisering en del af løsningen over de kommende år. Den
udvikling vil vi i Odense gerne være med til at understøtte, siger
Odenses borgmester, Anker Boye.
– Højteknologiske produkter og løsninger har en både lang og dyr
udviklings- og testfase, inden produktet er klar til markedet, og
det kan være svært at skaffe den nødvendige finansiering. Den
barriere vil vi hjælpe virksomhederne over, fortæller
forretningschef Mikkel Christoffersen fra Udvikling Fyn og
fortsætter.
– De idérige virksomheder, der kommer gennem nåleøjet og får en
plads i Odense Robotics StartUp Hub vil få stillet
arbejdsfaciliteter gratis til rådighed og kan trække på ekspertise
til produkt- og forretningsudvikling hos Teknologisk Institut og
Væksthus Syddanmark. Udvikling Fyn/Odense Robotics vil bistå
virksomhederne med at skabe kontakt til investorer og samle et
advisory board, der skal give virksomhederne kompetent sparring.
Med dette set up kan tech-iværksætterne koncentrere sig om det, de
er bedst til: At udvikle et produkt eller en automationsløsning,
som matcher et behov i det globale marked.
Odense Robotics er allerede i gang med screeningen af mulige
‘beboere’ til Odense Robotic StartUp Hub iblandt flere lovende
virksomheder. Målet er at få to virksomheder inden for dørene i år,
og yderligere fem i 2016.
Potentialet er stort
Den globale konkurrence inden for robotudvikling spidser i disse
år til, så Teknologisk Institut har derfor også lagt vægt på at
skabe en innovationshal, der giver mulighed for mere
fortrolighedspræget udvikling. En del af hallen bliver afskærmet og
aflåst så virksomheder trygt kan arbejde med og udvikle på
teknologiske forretningshemmeligheder.
– Vi ønsker at sikre de bedste forudsætninger for dansk
robotinnovation. Det indebærer også at beskytte de spæde idéer, før
de er modne til det globale marked. Og potentialet for den gode idé
er stort. Vi forventer, at robotbranchen vil vokse sig til
tredobbelt størrelse inden for fem år, og vi tror, at Danmark her
kan spille en afgørende rolle, siger Kurt Nielsen fra Teknologisk
Institut






