BG Flux vil gøre det nemmere at handle højt specialiserede produkter

Tiden hvor nethandel var forbeholdt private er forbi. Nu går
virksomheder gerne online for at købe forbrugsartikler og tekniske
løsninger som smørenipler, industrislanger, VVS eller
specialprodukter til bygge og anlæg. Det har Byggros Holding taget
konsekvensen af og lancerer nu webshoppen BG Flux, der samler højt
specialiserede produkter fra fem datterselskaber på en fælles
webshop.
-Vi vil gerne bringe vores samlede produktsortiment mere frem i
lyset for de godt 3500 virksomhedskunder og grossister, som
allerede handler med ét af vores selskaber. De får nu en platform,
hvor de bliver præsenteret for det samlede sortiment på tværs af
selskaberne. Det vil helt sikkert give synergieffekter for vores
kunder, som kan få et mere effektivt indkøbsflow. Set fra vores
perspektiv tror vi selvfølgelig også på, at webshoppen vil give os
en øget vækst, siger Anders Kjeld, Adm. direktør for Byggros
Holding A/S.
Tusindevis af varer
På BGFlux.com kan håndværkere, entreprenører, vvs’ere, mekanikere,
anlægsgartnere, landmænd, industriteknikere og et væld af andre
faggrupper finde de varer, de skal bruge i deres professionelle
virke. Produkterne omfatter tusindevis af reservedele, tekniske
artikler og forbrugsstoffer til både bygge- og anlægsbranchen,
landbruget og industrien.
-Ved at samle de fem selskabers sortiment i én webshop får vi et
meget slagkraftigt værktøj, der vil gøre sig rigtig godt på nettet.
Vi har en forventning om, at webshoppen også vil kunne tiltrække
nye kunder, da mange bruger nettet til at søge informationer om
produkter. På BGflux.com kan de gennemføre handlen – lige på
stedet, siger Jens Østerby, der har stået for udviklingen af
hjemmesiden.
Plads til leverandører udefra
Som noget nyt tilbyder Byggros Holding leverandører udefra med
specielle nicheprodukter at præsentere og sælge deres produkter
gennem platformen bgflux.com, hvis de har varer, der passer ind i
det øvrige sortiment.
– Vi vil gerne give mindre leverandører, der ikke har de samme
salgskanaler som os, en chance for at få deres varer præsenteret og
solgt via vores webshop. Hvis de kommer til os med et godt produkt,
der passer ind i vores sortiment, vil vi gerne sælge det. Vi
tænker, at BG Flux på den måde kan være med til at give mindre
leverandører et skub fremad og skabe vækst, siger Anders Kjeld
Stadig fokus på rådgivning
Byggros, Burcharth, Millag, Inja og Biovarme har en lang tradition
for klassisk samhandel med virksomheder og grossister. Den nye
webshop er ikke et farvel til samarbejdet med grossisterne, men
tænkt som et supplement, ligesom kunderne stadig kan ringe ind til
salgsselskaberne og få den sædvanlige kompetente og specialiserede
rådgivning inden for deres felt.
I forbindelse med oprettelsen af den nye webshop opdaterer
Byggros Holding også alle fem virksomheders hjemmesider hen over
efteråret, så de hænger sammen visuelt med den nye webshop.