FRI – Nedskæringer i finanslov rammer grøn eksport
Danmark risikerer i fremtiden at gå glip af et grønt
eksporteventyr, når regeringen og blå blok de næste fire år vil
spare 8,7 milliarder kroner på uddannelser – heriblandt på
ingeniøruddannelserne.
“I FRI frygter vi, at med den generelle 2 pct. besparelse, der i
dag er lagt op til, vil arbejdet med at styrke specifikke
uddannelsesmiljøer blive reduceret. Det kan i særlig grad bl.a. gå
ud over uddannelsen på vand-, forsynings- og klimaområdet, da det
er et område, som netop er under opbygning – og derfor
administrativt lettere at “spare på” end andre mere etablerede
områder”, siger administrerende direktør i FRI, Henrik Garver og
fortsætter:
“I Danmark og i verden skriger man på vand-, forsynings- og
klimaingeniører, der kan levere state-of-the-art løsninger.
Løsninger, der kan sikre rent vand til borgere, virksomheder og
energiforsyninger og samtidig sørge for, at det rene drikkevand
ikke bliver forurenet af kloakvand eller vand fra store regnskyl”.
Også nedskæringerne på ulandsbistanden bekymrer FRI. Her er det
nedskæringer i Klimapuljen, Ozonfonden og nedskæring på kontoen
“Øvrige bidrag” med 80 pct., der rammer en dansk styrkeposition
inden for energi, vand og naturressourcer.
“Det er vigtigt at tilpasse fokus i udviklingspolitikken,
herunder at sikre en bedre integration mellem handel, teknologi,
kapacitetsoverførsel og de ønskede udviklingsmål. Det er en
indsats, der vil kunne give styrkede resultater, men hvor de
foreslåede besparelser risikerer at medføre et unødvendigt tab af
viden og kompetencer i omstillingsprocessen. Afrika er et kontinent
i vækst. En nedskæring i udviklingsbistanden vil svække dansk
eksport, fordi udviklingsbistanden også er en driver for eksport.
Det vil desuden kraftigt reducere danske virksomheders mulighed for
at etablere sig og drive forretning på kommercielle vilkår i Afrika
i fremtiden”, fortæller Henrik Garver.
FRI er også ærgerlige over, at Danmarks ambitioner på
klimaområdet bliver sænket. Det er ikke selve besparelsen på 340
mio. kr. de næste fire år, men snarere timingen der er dårlig i
forhold til COP21.
“Det er netop nu, at Danmark skal vise, at vores klimabrand ikke
bare er varm luft, men at vi reelt har opbygget kompetencer i
verdensklasse inden for vandløsninger, vindenergi, biomasse, affald
m.m. Tilsvarende står energieffektivisering i industrien og i
bygninger på kompetencelisten. Endelig har danske virksomheder en
unik viden om, hvordan vi i praksis får store mængder vedvarende
energi integreret i et energisystem”, siger Henrik Garver. Han
mener, det er ærgerligt, at regeringen trækker stikket til
bevillinger, der kan fremme udbredelsen af store varmepumper i
fjernvarmesektoren og misser oplagte muligheder for at gøre
fjernvarmen mere grøn og en chance for at få den grønne strøm fra
vindmøllerne ind i fjernvarmesystemet.
“Vi går glip af en enorm samfundsmæssig værdi og en viden, der
vil kunne eksporteres og give Danmark store eksportindtægter”,
slutter Henrik Garver.






