Rival – Komplette emner med fuld dokumentation til National Oilwell Varco

Dette billede illustrere Rival – Komplette emner med fuld dokumentation til National Oilwell Varco

RIVAL har gennem de seneste måneder produceret topsite udstyr
til rørhåndtering på boreplatforme for NOV, gennemført funktions-
og tryktest på alle emner inden afsendelsen til Norge og udarbejdet
fuld dokumentation.

Tæt samarbejde med kvalitetsansvarlig
Arbejdet er gennemført i samarbejde med NOV’s kvalitetsansvarlige,
som har været på flere besøg hos RIVAL. “NOV’s krav til kvalitet og
dokumentation er omfattende,” siger projektleder i PTA Søren
Djursland, som har haft den daglige dialog med NOV og relevante
underleverandører samt været ansvarlig for test og dokumentation.
“Når vi har at gøre med emner, som er kritiske og kostbare, og skal
monteres på boreplatforme, er der ikke råd til at begå fejl. Alt
skal klappe og fungere, når emnet bliver leveret.”

Omfattende dokumentation
Derfor er kravene til dokumentation også omfattende, og der følger
500 siders dokumentation i mapper med hvert enkelt emne ud til
boreplatformen.  “Skulle der mod forventning opstå en fejl, er
det afgørende, at de ansvarlige på platformen hurtigt kan finde
frem til de enkelte detaljer om eksempelvis det emne, vi har
produceret,” siger Søren. Søren Djursland har således udarbejdet og
klargjort de 500 sider til hvert af de 10 emner.
 “Det har været et meget interessant og krævende arbejde,”
siger Søren. “Jeg har lavet mere end én version til hvert emne, da
der i første omgang var nogle helt specifikke detailkrav til
materialet fra NOV, som ikke var opfyldt. Vi har nu fået opbygget
rigtig gode erfaringer med netop at følge disse og er klædt rigtigt
godt på til de kommende opgaver.”

Onsite test
Som en del af aftalen med NOV har RIVAL også gennemført onsite
test af alle emnerne inden afsendelsen til Norge. “For at kunne
gennemføre både funktions- og tryktest opbyggede vi en specifik
testinstallation til netop disse emner,” siger Søren. “Det krævede
eksempelvis, at vi måtte leje en generator, da vi ikke have strøm
nok på fabrikken til at kunne gennemføre testene.”
NOV’s kvalitetsansvarlige var med til alle test og kunne derefter
sige ok til, at emnerne kunne sendes til Norge. “Det giver stor
tryghed for begge parter, at vi sammen har gennemført testene,”
siger Søren. “Dermed har vi også en fælles forståelse at bygge
videre på.”

Klar til næste projekt
Hos RIVAL har man nu gennem flere år udviklet og udbygget
samarbejdet med NOV. “Vi har gennem årene bevist, at vi kan
håndtere de ordrer, de kommer med,” siger salgschef Christian Aarup
fra RIVAL. “Det betyder også, at vi nu får lov til at byde ind på
mere krævende opgaver. Vi ser frem til kommende udfordrende
projekter både for dem og andre kunder i olie- og
gasindustrien.”

Cookie-indstillinger