RIVAL udvider maskinparken
RIVALs maskinpark er avanceret og fokuseret på den nyeste
teknologi. Der investeres løbende i de mest moderne maskiner, og
netop nu er man i fuld gang med at installere den seneste
investering – en multi-akslet dreje-fræse maskine Mori Seiki NZX
2000 og en Kawasaki robot fra Bila. De to skal arbejde tæt sammen
med RIVALs Zeiss målemaskine. Tilsammen bliver de tre maskiner et
vigtigt omdrejningspunkt i den fremtidige produktion af kritiske og
avancerede emner i større eller mindre serier.
Flere rammeaftaler hos RIVAL
Flere store danske og udenlandske industrivirksomheder indenfor
vindindustrien samt olie & gas sektoren har i dag rammeaftaler
med RIVAL. “Baggrunden er, at vi tilbyder en kostoptimeret
serieproduktion i høj kvalitet samtidig med, at kunden får adgang
til hele vores kompetencepallette,” siger direktør Carsten Tønnes
fra RIVAL.
Døgndrift på avancerede emner
“Med den seneste udvidelse af maskinparken, bliver vi endnu mere
konkurrencedygtige. Vi forventer at kunne køre i døgndrift også på
de emner, hvor vi arbejder med minimale tolerancer.”
Hos RIVAL arbejder man således målrettet med Statistical Proces
Control (SPC) og har lavet et setup, hvor Zeiss Contura G2
målemaskinen anvendes til godkendelse og dokumentation af
proceskvaliteten. Måledataene bliver efterfølgende brugt både
internt til procesoptimering og eksternt som dokumentation overfor
kunderne.
Kompetence og erfaring
“Vores yderst kompetente medarbejdere kan i dag serieproducere
avancerede emner, som hos mange andre underleverandører kræver, at
en værktøjsmager står og arbejder med det enkelte emne,” siger
Carsten Tønnes. “Det sker med baggrund i flere års samarbejde med
krævende kunder i olie- og gasindustrien. Vi har opbygget en
værdifuld læring omkring kritiske og kostbare emner, som er
overflyttet til serieproduktionen. Det åbner helt nye muligheder
for vores kunder.”
Klar til flere rammeaftaler
Med den nye investering er RIVAL således endnu bedre gearet til at
indgå nye rammeaftaler. “Vi oplever en stor efterspørgsel efter den
cocktail, som vi tilbyder af serieproduktion af avancerede emner
tilsat den fulde RIVAL-pakke, som bl.a. indeholder leverancer i høj
kvalitet, fuld dokumentation, målerapporter og
materialecertifikater. Vores erfaringer og kompetencer skaber
tryghed og værdi for vores kunder, og danner et solidt grundlag for
de længerevarende aftaler.”






