Arbejdsgiverne -Nu kører klimatoget – glem ikke underleverandørerne

Trenden er din ven. Det ved de fleste indenfor erhvervslivet, og
nu hvor klimaaftalen er på plads, er der milliarder på vej i
investeringer på klimaområdet. Investorernes øjne vil hurtigt
rettes mod store virksomheder som Vestas og Siemens. Det er
naturligt. Men investorerne bør også rette blikket mod hele den
underskov af mindre virksomheder, der fungerer som
underleverandører. Ligger her et overset potentiale?
 
Virksomhederne ligger i landets yderområder og udgør tilsammen en
stor produktion målrettet energivirksomhederne, der både har
ekspertisen og fleksibiliteten. Her glæder man sig over, at
signalet er blevet langt mere tydeligt fra politisk side. Nu kommer
der til at ske noget.

Virksomhederne har haft det svært med den stop-and-go politik,
som skiftende regeringer har været ansvarlig for. Det dur ikke, at
man som virksomhed ikke kender sine udviklingsmuligheder på den
lange bane. Så bliver det rigtig svært at finde finansiering,
særligt for mindre virksomheder, hvor det alene er deres
egenkapital, der sættes i spil.

Men den epoke kan klimaaftalen også blive afslutningen på. Nu er
det tydeligt for de fleste, at vedvarende energi er fremtiden.
Aktier i virksomheder indenfor grøn energi buldrer da også derudaf,
mens aktier i kul og olie dykker. Den sidste kulmine i England
lukker også i disse dage. Det er sørgeligt for nogen, men længe
ventet. 

Jeg taler med flere virksomheder, som er underleverandører til
den grønne industri, og som tør satse på en anden måde nu. Trenden
er din ven – særligt hvis ikke alle investorerne falder over
hinanden, og i stedet ser på hele branchen. Også
underleverandørerne. Men har du tænkt over hvordan din virksomhed
eller arbejdsplads havner i investorernes søgelys?

Cookie-indstillinger