Stort kompetenceløft på vej til nordjyske faglærte

Dette billede illustrere Stort kompetenceløft på vej til nordjyske faglærte

Skærpede krav og den teknologiske udvikling er lig med et
stigende behov for kompetenceløft i nordjyske industri- og
produktionsvirksomheder. Det mærker man også på University College
Nordjylland, hvor der er godt gang i udviklingen af nye
uddannelsestilbud.

Indtil for kort tid siden udbød man kun to akademiuddannelser i
Aalborg særligt målrettet håndværkere. Nu har man imidlertid fået
godkendt to nye akademiuddannelser i energiteknologi samt
automation og drift, og yderligere tre er på vej. På UCN satser man
nemlig på, at akademiuddannelser i el- og vvs-installation samt
byggeteknologi kan se dagens lys i løbet af det næste års tid.

– Siden 2000 har der været talt om, at al produktion ville blive
lagt uden for landets grænser, mens virksomhederne herhjemme skulle
koncentrere sig om forskning og udvikling. I dag ved vi, at det
ikke kommer til at ske. Produktion er en uvurderlig økonomisk
drivkraft for Danmark og ikke mindst Nordjylland, og produktionen
er med til at fastholde arbejdspladser. Samtidig stiger kravene til
teknisk kunnen og færdigheder år for år, og det kræver en
kompetenceudvikling af såvel ufaglærte som faglærte, forklarer
Hanne Lendal, områdedirektør for UCN act2learn teknologi.

Stort behov i Nordjylland
Akademiuddannelserne er videregående voksenuddannelser, som typisk
er tilrettelagt på deltid. På den måde får håndværkere mulighed for
at tage en videregående uddannelse eller dele heraf ved siden af
deres arbejde. Vel at mærke kun med et lille løntab, da de gennem
kompetencefonde kan få tilskud til deres uddannelsesforløb.

 – Med de nye uddannelsesmuligheder kan faglærte få papir
på det, de i forvejen laver – og samtidig lære nyt og få andre
værktøjer, som de kan bringe i spil i deres arbejde. På den måde
bliver de mere konkurrencedygtige og højner deres værdi for
virksomheden. Det er samtidig en måde for virksomhederne til at
fastholde deres medarbejdere og øge produktiviteten, fortæller Jan
O. Gregersen, formand for Dansk Metal i Aalborg, der har omkring
4.500 medlemmer, bl.a. smede, maskinarbejdere og
automationsteknikere.

I samarbejde med netop Dansk Metal har UCN act2learn i
forbindelse med udviklingen af de nye uddannelser spurgt en række
nordjyske virksomheder inden for de tekniske brancher om behovet
for kompetenceudvikling. Langt størstedelen af dem tilkendegiver,
at de har et konkret behov for videreuddannelse af deres faglærte
medarbejdere.

Landsdækkende indsats
Den massive satsning på mere uddannelse til faglærte er ikke kun et
nordjysk fænomen. På landsplan er der søsat en storstilet kampagne
– Bygovenpå.dk – som skal få flere med et svendebrev til at tage en
videregående uddannelse. Og nye tekniske akademiuddannelser dukker
også op i resten af landet. Det skyldes ikke mindst den vækstplan
på 1 milliard kroner, som den tidligere regering vedtog i 2013
sammen med bl.a. Venstre.

Godt en tredjedel af de midler går til at styrke udbuddet af
tekniske uddannelser til faglærte på videregående niveau. Og det er
der brug for. Ifølge Dansk Metal vil de danske industrivirksomheder
i 2020 mangle mange tusinde eksperter inden for det tekniske område
– medarbejdere som har viden både fra produktionsgulvet og
skolebænken.

På UCN håber man på årligt at optage op mod 100 nye studerende
samlet set på de to nye akademiuddannelser, når uddannelserne for
alvor har fået fodfæste.

Fakta
• Akademiuddannelsen i automation og drift henvender sig især
til smede, mekanikere, elektrikere og andre faglærte inden for
automatik og industriteknik. UCN act2learn forventer at optage
30-40 studerende hvert år.
• Akademiuddannelsen i energiteknologi retter sig primært mod
teknikere og faglærte inden for byggeri og anlæg. UCN act2learn
forventer at optage op mod 60 studerende årligt.
• UCN act2learn udbyder derudover to tekniske
akademiuddannelser i informationsteknologi og innovation, produkt
og produktion.
• UCN act2learn har søgt om godkendelse af yderligere tre
akademiuddannelser i hhv. el- og vvs-installation samt
byggeteknologi. De forventes godkendt ultimo 2016 og primo
2017.
• En akademiuddannelse er en videregående voksenuddannelse,
som er opbygget af moduler og typisk tilrettelagt på deltid. Det
betyder, at man kan tage modulerne over tre år i koncentrerede
halvårsforløb – uden at skulle opsige sit job.
• Et modul tages typisk over eksempelvis en otteugers periode,
og den samlede uddannelse kan man så gennemføre over tre år.
• Såvel virksomhed som medarbejder kan søge om tilskud til at
få dækket deltagerbetaling og lønomkostninger.

Cookie-indstillinger