Dansk Metal – Små virksomheder trækker læsset
Næsten halvdelen af faglærte på Dansk Metals område har stået i
lære i en virksomhed med mindre end 20 ansatte. Store virksomheder
skal være deres ansvar bevidst, mener Dansk Metal.
Når en virksomhed underskriver en uddannelseskontrakt med en
lærling, så er det med stor sandsynlighed en mindre virksomhed. Det
viser en stor undersøgelse fra Dansk Metal. Hvis man sammenligner
antallet af uddannelsesaftaler med antallet af ansatte i
virksomhederne, viser undersøgelsen fra Dansk Metal, at der i
virksomheder fra 1 til 49 ansatte i perioden var ca. 1
uddannelsesaftale for hver 8 ansatte. I virksomheder med mindst 50
ansatte var der ca. 1 uddannelsesaftale for hver 24 fastsatte.
“De små virksomheder trækker en stor del af det fælles læs, det
er, at sikre veluddannede faglærte til de danske
produktionsvirksomheder. For vi har brug for faglærte som aldrig
før. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre alle virksomheder
til at bekymre sig om andet end oliepriser, aktiekurser og
rammevilkår. Det vigtigste råstof i den danske produktion er vores
viden og vores faglærte. Og det er altså alle virksomheders ansvar
at sikre det råstof i fremtiden”, siger formand i Dansk Metal Claus
Jensen.
Allerede nu er der begyndende mangel på faglært arbejdskraft på
metalområdet. Ledigheden blandt Dansk Metals medlemmer er
rekordlav, og beregninger viser, at der i 2020 vil mangle 20.000
faglærte på jern- og metalområdet.
“Det er simpel logik, at virksomheder henlægger produktionen til
de lande, hvor der er kvalificeret arbejdskraft at få. Og derfor
står Danmark over for et kæmpe problem, hvis vi ikke får langt
flere virksomheder til at tage ansvar og lave uddannelsesaftaler
med flere studerende på faguddannelserne”, siger Claus Jensen.
Ud af godt 47.000 uddannelsesaftaler indgået på metalområdet fra
den 1. januar 2010 til 31. august 2015 er 47 procent af disse
aftaler indgået med virksomheder med mindre end 20 ansatte. De
fleste danske virksomheder har mindre end 20 ansatte, men antallet
af beskæftigede i de store virksomheder er væsentligt højere end i
de små og mellemstore virksomheder. Derfor er der ifølge Dansk
Metals formand behov for, at større virksomheder tager flere
lærlinge per fastansatte medarbejder.
“Heldigvis er der store virksomheder, der også er deres ansvar
bevidst og bidrager til, at vi i Danmark kan følge med væksten i
produktionen. Men det er langt fra alle, og vi ser gang på gang, at
faglærte efter endt uddannelse tager jobs i netop de store
virksomheder. På den måde er det de små, der konstant fodrer de
store med veluddannede faglærte. Den udvikling skal vi stoppe”,
siger formand i Dansk Metal Claus Jensen.
Undersøgelsen af uddannelsesaftaler er lavet af Kaas &
Mulvad for Dansk Metal.






