DS – Flere europæiske standarder på vej med Bygningsreglementet 2015
En tendens som Dansk Standard forventer at se mere af i
fremtiden.
Det nye Bygningsreglement, der netop er trådt i kraft ved
årsskiftet, refererer i højere grad end tidligere til europæiske
standarder i lovgivningen frem for danske. Det gælder bl.a. i
forhold til ECO-design, hvor man har tilpasset kravene til
installationer i bygninger til EU’s energikrav til produkter
(eco-designforordninger). Også hvad angår belysning, henviser BR15
ikke længere til de danske standarder, DS700-serien, men til
europæiske.
– Fordelene ved at referere til europæiske standarder i
lovgivningen frem for danske er dels, at det øger konkurrencen,
fordi installatører i Danmark nu skal bruge samme standard som fx
et tysk installationsfirma bruger. Dels betyder det, at der nu kun
er et sæt krav, man skal leve op til i Danmark og i Europa. Det er
en klar fordel for danske virksomheder, der gerne vil eksportere
deres produkter eller ydelser. Samtidigt er det godt for
forbrugerne, fordi byggevarer, det kunne fx være varmepumper, kun
må sælges i Danmark, hvis de overholder de fælles europæiske krav.
Man kan dermed være mere tryg ved de produkter, man køber i
byggemarkederne, siger Niels Bruus Varming, specialkonsulent i
Trafik- og Byggestyrelsen.
De områder i den danske lovgivning, der på nuværende tidspunkt
ikke er europæisk forankret, er bl.a. ventilation,
afløbsinstallation og vandinstallation. Erling Trudsø,
seniorkonsulent i Dansk Standard, forventer, at flere af dem vil
blive europæiske med tiden:
-I dag har vi et hjemmemarked inden for disse områder, fordi det er
funderet på danske normer og standarder. Der er ingen tvivl om, at
det ville reducere de samlede byrder for danske virksomheder – især
de eksporterende – hvis danske regler i det hele taget er
formuleret så “europæisk” som muligt. Samtidig er det også klart,
at det vil øge konkurrencen, når fx europæiske producenter også vil
kunne byde ind på opgaver i Danmark. Samfundsøkonomisk giver dette
god mening, når man også medtager eksportmulighederne for danske
virksomheder, siger Erling Trudsø.
Ifølge Dansk Standard har Danmark gode muligheder for at sætte
danske fingeraftryk på de europæiskestandarder.
-Vi er et lille land, men i standardiseringsregi er det en stor
fordel. Vi har korte kommunikationslinjer mellem de enkelte aktører
og myndighederne set i forhold til store lande som fx Tyskland og
Frankrig. Vi kan derfor ofte komme igennem med ret så meget, hvis
argumentationen ellers er i orden. Det skal vi udnytte, siger
Erling Trudsø.
FAKTA om BR15
BR15 er trådt i kraft ved årsskiftet til 2016 med en
overgangsperiode på et halvt år.
Bygningsreglementet stiller bl.a. krav til bygningens indretning,
konstruktioner, brandforhold, indeklima, energiforbrug og tekniske
installationer.
Læs mere om bygningsreglementet og ændringerne i BR15 på
bygningesreglementet.dk






