GPSnet.dk forbedrer netværket med flere satellitter
I over femten år har forskellige brancher kunnet bruge GPSnet.dk
til positionering med GPS på centimeters nøjagtighed ved
eksempelvis byggeprojekter eller kloakeringsarbejde, og nu har
firmaet bag netværket, GEOTEAM, opdateret GPSnet.dk, der giver
endnu bredere anvendelsesmuligheder.
– Den nye udgave er forbedret med satellitter fra Europa og
Kina. De indgår sammen med russiske og amerikanske i et netværk af
over 80 satellitter, der sammen med stationære målestationer rundt
om i Danmark er med til at give den mest nøjagtige udmåling
herhjemme til gavn for især landmålere og entreprenører. De nye
satellitter bevirker, at opmålinger i svært tilgængelige områder
bliver nemmere og hurtigere at gennemføre end tidligere, forklarer
Niels Rasmussen, der er forretningschef hos GEOTEAM.
Som eksempel på en opgave, der bliver nemmere med den nye
udgave, nævner Niels Rasmussen opmålinger i baggårde ved høje
beboelsesejendomme. Her kunne det tidligere være problematisk at få
et ordentlig signal, hvilket forlængede arbejdet med opmålingen.
Den risiko er nu minimeret.
Sparer tid
GPSnet.dk har på mange måde gjort arbejdsopgaverne lettere for
entreprenører. I stedet for at skulle bruge et fikspunkt for sin
udmåling, kan man med GPS-teknologien altid udmåle fra et
vilkårligt sted, og det letter opmålingen.
– GPS-mulighederne har også gjort det nemmere at få et overblik
over nøjagtig, hvor forskellige byggeelementer skal placeres.
Fremadrettet vil teknologien være med til at spare mange
ressourcer, fordi det bliver nemmere at finde eksempelvis skjulte
installationer i jorden, da de nøjagtige positioner bliver
indmålet. Dermed kan den ønskede installation hurtigere findes,
mens risikoen for at skære ledninger og lignende over i
søgningsprocessen minimeres, siger Niels
Rasmussen.
Optimerer høstudbytte
I takt med at GPSnet.dk er blevet udbredt og mere
omkostningseffektivt, har landmændene også taget mulighederne til
sig. Således er der i dag rigtig mange kunder blandt de
professionelle fuldtidslandmænd med mange hektarer i markdrift.
– Landmændene bruger GPSnet.dk til de fleste arbejdsopgaver,
lige fra pløjning til sprøjtning, og det har været med til at
effektivisere og optimere i en branche, hvor små forbedringer kan
gøre en forskel, fortæller Niels Rasmussen.
Konkret kan landmændene bruge GPS’en til ikke at overlappe ved
sprøjtning eller gødskning. Og man kan også styre mængderne, der
gives til forskellige områder på marken, så eksempelvis gødningen
får det maksimale udbytte






