Arbejdsgiverne – Erhvervsskolerne er ikke et socialkontor
Der tales for tiden om, at erhvervsskolereformen har sendt flere
unge på kontanthjælp. Det viser en undersøgelse for A4 blandt
kommunerne. Efter at man har indført et adgangskrav på karakteren
02 på erhvervsskolerne, er der en gruppe af unge der må afvises.
Har erhvervsskolereformen så været en dårlig ide? Absolut ikke.
Reformen betyder nemlig også, at langt de fleste unge
gennemfører det første grundforløb på erhvervsuddannelserne –
faktisk 85,6 procent på landsplan. Det skyldes ganske enkelt, at
man har sorteret dem fra som ikke er studieegnede eller overhovedet
interesseret i at få en erhvervsuddannelse, når det kommer til
stykket.
Skulle der være unge, som er kommet ud på et sidespor i
folkeskolen, men som egentlig brænder for at få en
erhvervsuddannelse, er der endda en ekstra chance. Man kan melde
sig til sommerskole. Den mulighed er åben for alle og her har de
rigtig gode resultater. På Syddansk Erhvervsskole i Odense dumpede
kun tre ud af 28 unge efter en god omgang hårdt arbejde ved
prøverne, som er udarbejdet af ministeriet.
Man gør altså alt, hvad man kan, for at give ekstra chancer og
se om der alligevel skulle være nogen, der er villig til at arbejde
for det. Men så stopper det også der. Der er nødt til at være en
grænse. Tager man ikke imod den chance, man har fået i folkeskolen,
og tager man heller ikke imod en ekstra chance i sommerferien, så
er
man nok ikke synderligt interesseret og ville være faldet fra i
grundforløbet alligevel.
Hvis vi lærer vores unge mennesker, at der ingen konsekvenser
er, og at de ikke behøver yde noget, gør vi dem en virkelig farlig
bjørnetjeneste. For sådan fungerer verden jo ikke. Men hvad skal de
unge så? Det er ikke erhvervsskolernes ansvar at svare på det
spørgsmål. Deres ansvar er at uddanne unge til at blive de dygtige
fagfolk, som der allerede er stor mangel på i industrien.
Erhvervsskolerne skal derimod ikke være et socialkontor og gøres
ansvarlige for hvorvidt at unge, der hverken kan eller vil, havner
på kontakthjælp.
Der arbejdes i disse år på højtryk for at højne prestigen for
erhvervsskolerne. Det arbejde er godt på vej. Det er nemlig ved at
rygtes, at man med en erhvervsuddannelse er ganske efterspurgt på
arbejdsmarkedet og den efterspørgsel vil kun stige i de kommende
år. I den forbindelse er det kun naturligt, at man på
erhvervsskolerne stiller nogle mere håndfaste krav til de unge.






