Cembrit investerer trecifret millionbeløb i ny facadeproduktion
Der er tale om en trecifret millioninvestering for Cembrit, som
nu for alvor går ind i facademarkedet.
Unikke design og specialløsninger til bygningsfacader er på
fremmarch i byggeriet – over alt i arkitekturen ses nytænkte
facader, som skal få det enkelte byggeri til at stå frem i mængden.
Denne udvikling vokser også inden for lette facader og er en af
grundene til, at Cembrit, som er blandt Danmarks førende
producenter af byggematerialer i fibercement, har truffet en
strategisk beslutning om en gigant-investering i en ny
facadeproduktion i Ungarn:
– Cembrit har netop slået dørene op for et helt nyt og
topmoderne produktionssite. Vi taler om en trecifret
millioninvestering, som skal bringe Cembrit forrest i feltet som
leverandør af fibercementfacader, siger Mogens Fisker, adm.
direktør i Cembrit.
Produktion designet fra bunden
Den nye fabrik skal udelukkende producere facadeplader i
fibercement og har en årlig kapacitet på mere end 2 millioner m2
facadeplader. Fabrikken er først og fremmest designet til “special
making”, dvs. skræddersyede facadeløsninger inden for bl.a.
perforering, farvesammensætning, skæring, boring af huller til
montage og meget mere.
– Arkitekter og bygherrer søger i stigende grad mod unikke
design og særlige tilpasninger af facadepladerne, hvilket stiller
store krav til producentens ekspertise, maskinpark og
leveringsdygtighed. På vores nye fabrik har vi indført et
intelligent, lean-optimeret produktionssetup for både udarbejdelse
og tilpasning af hver enkelt facadeplade, siger Mogens Fisker.
Det viser sig bl.a. i et helt nyt produktionsflow, hvor hver
enkelt ordre fremover vil blive håndteret individuelt, fx hvad
angår tilskæring i ønskede mål og farvebehandling. Den individuelle
håndtering vil få en mærkbar, positiv virkning for alle led i
byggeprocessen:
– Kunderne har bestemte kvalitetsparametre, og dem har vi lyttet
til i etableringen af denne nye fabrik. Fra design til montering,
så hæver vi barren for produktion af facadeplader i fibercement.
Selv leveringstiden vil fremover blive væsentlig hurtigere, og
pladerne bliver pakket i monteringsklar rækkefølge, så workflowet
på selve byggepladsen også optimeres og effektiviseres, forklarer
Mogens Fisker.
Ny, logisk navnestruktur
I forbindelse med etablering af den nye facadefabrik får alle
Cembrits facadeplader også nye navne, der afspejler pladens
karakteristika bl.a. i overflade, farve og egenskaber. Selve
produkterne og farverne er de samme som før, men fx bliver “Cembrit
PLAN” til “Cembrit Patina”, fordi pladen over tid ændrer udseende
og patinerer. Produkternes navne skal give mening og være logiske,
forklarer Mogens Fisker, adm. direktør i Cembrit.
Fokus på energiforbrug
Cembrits nye facadeproduktion er optimeret i alle processer, også
energiforbrug og miljøpåvirkning. Selvom produktion af fibercement
ikke er særligt energitung, så kræves der en del procesvand,
hvilket har fået Cembrit til at sætte stort fokus på vandforbruget
på fabrikken. Langt størstedelen af vandet kører i et lukket
system, og den smule, som ledes videre, renser fabrikken selv, før
det sendes ud i de offentlige kloaksystemer.
Plads til udvidelse
Adm. direktør i Cembrit Mogens Fisker ser den nye fabrik som en
platform, hvorpå Cembrit kan bygge videre i fremtiden. Den spritnye
produktion og fabrikkens fysiske rammer er nemlig tilrettelagt
således, at der er mulighed for at udvide kapaciteten efter
behov.






