Expanite – Patent i USA
Expanite kan med stolthed meddele, at den amerikanske patent- og varemærkestyrelse USPTO har udstedt virksomhedens patentansøgning “Method for solution hardening of a cold deformed workpiece“ – eller i daglig tale ”SuperExpanite”. Det nu udstedte patent dækker den helt unikke kombinations-overfladehærdning af rustfrit stål, hvor slidstyrke og korrossionsmodstand kan forbedres markant.
”Det har rent faktisk været en relativ kort proces”, fortæller CTO og medstifter af Expanite Thomas Strabo Hummelshøj, og fortsætter: ”Expanite indsendte ansøgningen til USPTO i 2013, og at vi allerede står med en udstedt patent kun godt 3 år efter vidner om en hurtig og effektiv proces. Da vores forretning er videns baseret og essentielt set fokuser på at udvikle og sælge teknologi til kunder, så er patentbeskyttelse en central del af at sikre vores fremtid. Hver gang vi får udstedt et patent, kan vi beskytte vores kunder – og dermed os selv – lidt bedre,” slutter Thomas Strabo Hummelshøj.
CEO Thomas Abel Sandholdt tilføjer: ”Den officielle godkendelse fra USPTO er af stor betydning for Expanite og vores kunder – udover blåstemplingen af vores teknologi så sikrer vi, at den værdi som vi tilbyder vores kunder er bedre beskyttet. Eftersom Expanite har en del globale kunder og et søsterselskab i Ohio, USA er et amerikansk patent af stor betydning. Vi er fokuseret på global vækst, og beskyttelsen af vores aktiver er en del af vores langsigtede strategi.”
Flere patenter på vej
”SuperExpanite-patentet” er desuden udstedt i Japan, Kina og Sydafrika ligesom yderligere patentansøgninger er under behandling i bl.a. Brasilien, Rusland, Korea og Europa.
SuperExpanite teknologien
Det helt centrale ved at udnytte den patenterede proces SuperExpanite til overfladehærdning af rustfrit stål, er at det er muligt at øge materialets overfladehårdhed med op til en faktor 10 og samtidig fastholde eller forbedre korrosionsbestandigheden. Denne metode er unik, da den kan anvendes til austenitisk, ferritisk, martensitisk og duplex rustfrit stål. Emner kan hærdes med meget korte leveringstider – helt ned til få dage – noget som tidligere ikke har været muligt indenfor overfladehærdning af rustfrit stål.
Expanite i hele verden
Expanite A/S blev grundlagt i 2010 af ledende eksperter inden for overfladehærdning af stål og rustfrit stål. Expanite´s hovedkontor ligger i Hillerød og virksomheden har et servicecenter i Twinsburg, Ohio og indvier snart endnu et servicecenter ved Stuttgart i Tyskland. For yderligere oplysninger kontakt venligst direktør Thomas Abel Sandholdt på 2040 7207, eller besøg expanite.dk






