UCN – Nu kan du læse til installatør online

Til februar næste år kan elektrikere og vvs-montører læse til installatør på nettet. UCN vil nemlig som de første i Danmark udbyde installatøruddannelserne via e-læring. I mange år har UCN uddannet el- og vvs-installatører i Aalborg, men særligt de senere år har det knebet med ansøgere. Samme billede tegner sig i resten af landet, og det har nu fået den nordjyske professionshøjskole til at tænke i nye baner.
– Vi oplever, at der er et stort behov for el- og vvs-installatører. Ledigheden er stort set ikke eksisterende, og de studerende, vi uddanner, har alle op til flere job på hånden, inden de er færdige. Vi bliver flere gange om ugen kontaktet af virksomheder, der gerne vil ansætte installatører, men vi kan ganske enkelt ikke følge med. Derfor er der brug for, at vi udbyder installatøruddannelserne på nye måder, hvis vi skal imødekomme efterspørgslen i erhvervslivet, forklarer John Midtgaard Jensen, studieleder på UCN’s energi- og miljøuddannelser, herunder uddannelserne til el- og vvs-installatør.

Manglen på installatører skyldes bl.a., at der er blevet uddannet for få elektrikere og vvs-montører de senere år. Det betyder ifølge John Midtgaard Jensen, at mange virksomheder er tilbageholdende med at sende deres medarbejdere på installatøruddannelse, simpelthen fordi de har brug for deres arbejdskraft.
– Men en afledt konsekvens kan desværre blive, at hele branchen bliver forsinket med nybyggeri, renovering og andre opgaver inden for det installationstekniske område. Her kan ikke engang udenlandsk arbejdskraft hjælpe, idet der er en særlig lovgivning i Danmark, der kræver dansk autorisation, siger John Midtgaard Jensen.
Kræver disciplin og selvstændighed

De nye e-læringsudgaver af installatøruddannelserne er på fuld tid og SU-berettiget, men kan kombineres med et arbejde ved siden af. Stort set al undervisning kommer nemlig til at foregå online. Der er dog krav om 3×3 fremmødedage pr. semester, hvor de studerende skal mødes på UCN i Aalborg til undervisning.
– Ved at tilbyde uddannelsen som e-læringsforløb får elektrikere og vvs-montører i hele landet mulighed for at læse til installatør på en mere fleksibel måde, end de traditionelle uddannelser tilbyder. De kan selv strukturere størstedelen af deres studietid, og for nogle vil det også være muligt at kombinere uddannelsen med arbejde på nedsat tid, fortæller John Midtgaard Jensen og understreger, at e-læringsformen er en studieform, som stiller høje krav til de studerendes selvstændighed og disciplin.
E-læringsforløbet består bl.a. af videomaterialer, online vejledningsmøder og gruppemøder samt aflevering af skriftlige opgaver efter en nøje tilrettelagt studieplan og aktivitetskalender. Dertil kommer et obligatorisk praktikforløb og det afsluttende bachelorprojekt. De studerende følges undervejs i uddannelsen tæt af en e-læringskoordinator.

Studie ved siden af job
En af de elektrikere, der vil i gang med at læse til el-installatør online, er Peter Stiller fra Aalborg. Han har mere end 25 års erhvervserfaring som elektriker og driver i dag virksomheden LinkTech, der leverer IT- og AV-løsninger til store og små virksomheder.
 - Jeg har i mange år gerne villet have installatøruddannelsen, så jeg ikke er afhængig af at have en installatør ansat med autorisationen. Men det er ikke muligt for mig at kombinere det at drive selvstændig virksomhed med et almindeligt fuldtidsstudium. Det kan imidlertid lade sig gøre med online-uddannelsen. Jeg er vant til at arbejde mange timer og regner derfor også med at kunne afsætte den nødvendige tid til uddannelsen. Jeg har bl.a. en del kontortid, hvor jeg også kan få tid til studierne, forklarer Peter Stiller.

Peter Stiller bliver dermed en af de første studerende på den nye 2-årige online el-installatøruddannelse. E-læringsuddannelser er imidlertid ikke nyt land for UCN. I forvejen udbydes flere andre af uddannelsesinstitutionens uddannelser online, bl.a. energimanagement, der ligeledes starter nyt hold op til februar.

Cookie-indstillinger