Midtnet Kina – 3,2 mio. kroner til innovationssamarbejder med fokus på Kina

Region Midtjylland åbnede i januar op for ansøgninger til Midtnet Kina-puljemidlerne, der er øremærket innovation til det kinesiske marked. Der kan i projektet bevilliges midler til i alt 12 innovationssamarbejder, og allerede nu har de første fire innovationssamarbejder, der fordeler sig på områderne fødevarer, miljø, IKT og design, modtaget midler.
 
Kontorchef i Region Midtjylland, Henrik Lodberg, glæder sig over, at de første 12 virksomheder har fået gavn af regionens Midtnet Kina-program:
 
– Danske virksomheder inden for bl.a. fødevare- og miljøsektoren har et enormt eksportpotentiale til det kinesiske marked. Med Midtnet Kina-programmet vil Region Midtjylland gerne give de vestdanske virksomheder et ekstra skub på vejen, så de får udviklet nye og innovative produkter til det voksende kinesiske marked.
 
Fælles for alle innovationssamarbejder i regi af Midtnet Kina er, at de skal bestå af minimum tre SMVer og én videninstitution.
 
Et sundt og smagstilpasset proteinrigt snackprodukt
Bodylab, der er en del af NutriNord-koncernen, udvikler, producerer og sælger velsmagende og funktionelle sports- og lifestyleprodukter samt kosttilskud. Bodylab er hovedansøger i et innovationssamarbejde omkring udvikling af et smagstilpasset proteinrigt snackprodukt uden tilsat sukker, der skal være et langt sundere alternativ til allerede eksisterende snackprodukter på det kinesiske marked.
 
– Vi fik kendskab til Midtnet Kina-innovationspuljen via Væksthus Midtjylland. Vi er stolte over at være kommet igennem nåleøjet, så vi nu kan komme i gang med et meget spændende og relevant innovationsprojekt for det kinesiske marked. De tildelte midler betyder, at vi kan fremskynde vores produktinnovationsaktiviteter målrettet til den kinesiske forbruger, fortæller Rasmus Thorup Andersen, ejer og direktør i Bodylab.
 
Øvrige partnere i innovationssamarbejdet er: University College Nordjylland, BetaPack A/S og Toft Care Systems A/S.
 
BioPod – system til genanvendelse af vand og næringsstoffer fra organisk affald
RegnvandsSpecialisten fra Odder er en rådgivningsvirksomhed, som også sælger og designer færdige projekter inden for regnvandsløsninger. De er hovedansøger i et innovationssamarbejde, der har til formål at udvikle et system – BioPod – til fødevareproduktion i et lukket kredsløb med genanvendelse af vand og næringsstoffer fra organisk affald.
 
Øvrige partnere er: SEGES, Water Environment Technologies (We-Teco), Sunstone Water Group Europe ApS og Nordicflexhouse IVS.
 
Online platform til fag-faglig- og ledelsesudvikling inden for ældresektoren
Aarhus-baserede Houe Consult ApS leverer konsulentydelser inden for ledelses-, personlig- og organisationsudvikling i Danmark og Grønland og har samtidig en række opgaver i Mellemøsten, Afrika og Asien. Houe Consult ApS er hovedansøger i et IKT-innovationssamarbejde, hvor fokus er på at udvikle en digital platform – Nordic Creative Leadership – til personlig, fag-faglig- og ledelsesudvikling efter nordiske ledelsesprincipper inden for ældresektoren i Kina. Platformen skal skabe rammer for tilegnelse af ny viden, vidensdeling og digitale læringsrum, hvor kinesiske professionelle aktører kan udvikle deres kompetencer.
 
Øvrige partnere: VIA University College, MyFabula og Cadpeople A/S.
 
Virtuelt univers for Poul Pava-figurer
aida A/S fra Skødstrup er et koncepthus, der leverer alt inden for borddækning (stel, glas, bestik, køkkenudstyr og gaveartikler). De er hovedansøger i et innovationssamarbejde inden for design, hvor fokus er på at udvikle et virtuelt univers med Poul Pavas velkendte, naivistiske figurer. Universet skal ses som et add-on til aidas fysiske produkter. Udvalgte figurer skal personificeres, navngives og gøres levende for i højere grad at tale til forbrugernes følelser.
 
Øvrige partnere er pt.: ThinkChina.dk under Københavns Universitet og C3 Consulting ApS.
 
Hvert af de ovenstående innovationssamarbejder har fået bevilliget kr. 400.000 til udvikling

Cookie-indstillinger