Troldtekt – Rejsende udstilling inspirerer til cirkulært byggeri
Akustikplader fra Troldtekt A/S er udvalgt til Reversible Experience Modules, som blandt andet også har lagt turen forbi ecobuild i London.
Reversible Experience Modules (REM) indledte tidligere i år sin rejse på IBGE i Bruxelles og har siden været med på ecobuild i London samt BRE Innovation Park i Watford. 17.-19. april er touren nået til Amsterdam. Den internationale Cradle to Cradle-organisation, EPEA, har valgt, hvilke materialer der er med på REM. Et af dem er Troldtekt akustikplader, som består af naturmaterialerne træ og cement.
– Hele vores forretningsstrategi er bygget op omkring Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Derfor har det stor betydning for os, at vi er udvalgt til EPEA’s udstilling, siger Peer Leth, adm. direktør hos Troldtekt A/S.
Materialer skal have eget pas
Formålet med REM er at inspirere til cirkulært design, hvor bygninger kan skilles ad, så materialerne kan genanvendes uden tab af værdi. I Europa står byggeriet for cirka 40 procent af materiale- og energiforbruget, og cirkulært design skal sikre, at verden også har ressourcer nok til de næste generationer.
REM udspringer af initiativet Buildings As Materials Banks, hvor konceptet er, at materialer får deres eget ”pas”, så arkitekter, entreprenører og andre aktører let kan finde data om en bygnings cirkulære potentiale.
Akustikplader i kredsløb
Troldtekt akustikplader har været Cradle to Cradle-certificeret siden 2012. Akustikpladerne indeholder ingen skadelige stoffer og har en lang holdbarhed. Derfor kan Troldtekt leve videre, når en bygning renoveres til nye formål, indgå som råvare i nye produkter eller vende tilbage til naturens kredsløb som kompost.
– Vi tager meget positivt imod tanken om materialepas. Der vil være mange ressourcer vundet, hvis man om 40-50 år kan se i en database, hvilke materialer der er brugt i en given bygning, og at de materialer ikke er blevet påvirket negativt undervejs i deres levetid, siger Peer Leth.
Oplev udstillingen Reversible Experience Modules på Building Holland, 17.-19. april i RAI Amsterdam (stand 11.085). Der vil være et oplæg om cirkulært design og materialepas, 18. april kl. 12.30 på ’Inspirante Stage’.






