Devoteam opkøber svensk digitalt udviklingshus Jayway og udvider med 240 digitale specialister
Med opkøbet af Jayway vil Devoteam signifikant øge kundernes udbytte af deres digitale satsning ved at inddrage Jayways konkrete, digitale kompetencer i alle faser af transformationsrejsen.
Børsnoterede Devoteam Group, der på tværs af Europa og Mellemøsten arbejder med offentlige institutioners og private virksomheders digitale transformation, meddeler i dag, at de opkøber Jayway – et førende svensk, digitalt udviklingshus. Købsbeløbet er fortroligt.
Jayway, der har kunder som GN Resound, GN Jabra, Volvo, Telia, Samsung og Walmart, er et designdrevet softwareudviklingshus med 240 digitale specialister, der arbejder på tværs af digital udvikling og leverer end-to-end digitale løsninger. Udover samlede kompetencer indenfor design, user experience (UX) og teknisk implementering af løsninger til web, mobil og cloud, har de også oparbejdet stor erfaring med nye teknologier som Virtual og Augmented Reality (VR og AR) og Artificial Intelligence (AI).
Med studios i Stockholm, Malmø, Halmstad, København og Palo Alto i San Fransisco, USA, specialiserer de sig også i hvordan nye teknologier som AR, VR, AI, Machine Learning og Internet of Things (IoT) kan understøtte og digitalisere deres kunders forretning. I København, hvor 35 specialister arbejder, findes bl.a. et IoT Tech Lab, hvor kunderne kan få udviklet specialdesignede løsninger, der inddrager det hastigt voksende sensornet.
Opkøbet realiseres den 5. oktober 2018, hvor Jayway bliver til Jayway by Devoteam. Aftalen er underlagt de sædvanlige betingelser.
Først Danmark og Sverige
I Danmark ser Devoteam Danmarks adm. partner, Søren Nielsen, opkøbet som et stort men også nødvendigt plus:
“For år tilbage gik Devoteam ind i digital forretningsudvikling. Vi kommer som rådgivere og kan anvise vision, strategi, proces og anbefalinger til implementering af vores kunders digitale forretningsudvikling. Men vi har manglet evnen til at kunne demonstrere de konkrete muligheder indenfor den digitale verden og hurtigt få etableret digitale løsninger. Det kræver, at vi udvider vores kompetencer og discipliner – og dét har vi nu gjort”.
Søren B. Sørensen, viceadm. partner i Devoteam uddyber:
“I slutningen af 2017 etablerede vi os inden for Data Science og AI. Med opkøbet af Jayway har vi nu en fuld palette af digitale kompetencer, der sætter os i stand til at levere alle aspekter af den digitale transformation til vores kunder.”
Opkøbet betyder samtidigt en re-entry for Devoteam i Sverige.
Ifølge Jayways CEO, Philip Kron, kan deres dygtige digitale specialister også komme i spil i strategiarbejdet og bl.a. udvikle prototyper, der bidrager til strategiprocessen og gør den endelige løsning bedre:
“Med kombinationen af Devoteam og Jayway kommer vi til at ændre dynamikken i digital forretningsudvikling. Sammen kan vi skabe et forløb, der bygger bro over de forskellige fagkompetencer, og som retter sig mod både topledelse og it-ledelse. Det betyder, at vi sammen kan arbejde langt mere agilt og – i en iterativ udviklingsproces – skabe endnu bedre løsninger for vores fælles kunder.”
De to virksomheder har allerede gjort deres første erfaringer sammen
Ægteskabet kommer til at stå mellem to parter, som allerede kender hinanden godt. Sammen har de arbejdet på to store igangværende offentlige udbud og et stort IoT-projekt.
“Det har været nogle vanvittigt gode processer, og vi kan allerede nu se, at en sammenlægning af vores respektive kompetencer giver os en helt unik tilgang til at kunne udtænke og udvikle konkrete digitale løsninger, der understøtter den store og vigtige rejse, vores kunder er på,” siger Philip Kron fra Jayway.
”I vores nye konstellation er det magtpåliggende for Devoteam at bevare Jayways helt unikke DNA. Jayway har en kreativ tech-kultur, som virkelig dygtige og kompetente folk flokkes til. Vores ønske og intention er at udvikle os sammen uden at give køb på vores respektive værdier,” siger Søren Nielsen fra Devoteam.





