SDFE – Nyt udstyr skaber effektivitet, præcision og bedre arbejdsmiljø

Landskabet i Danmark flytter sig konstant og den globale opvarmning får vandet til at stige som aldrig før. Derfor er det vigtigere end nogensinde at holde styr på, hvordan land og vand bevæger sig i forhold til hinanden. Det står Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) for, der netop har indkøbt præcisionsudstyr af mærket Trimble, der gør, at de kan løse opgaven effektivt og med den rette kvalitet. Samtidig forbedres arbejdsmiljø og sikkerhed.

Effektivt, fleksibelt, og ergonomisk
Udstyret, som SDFE bruger til at monitorere landhævninger, monteres i biler. Tidligere krævede det et hold bestående af fire personer og fire biler, men med det nye udstyr halveres begge. Dermed er produktionsomkostningerne mindre og opsætningen mere fleksibel.

– Hidtil har vores landmålere været nødt til i akavede positioner at kigge ind i instrumenterne. Nu sker målingerne automatisk, og landmålerne kan sætte sig i bilens pilotsæde og se målingerne komme i på skærmen. Ergonomisk er det meget bedre, og nu kan de koncentrere sig om det, de er uddannet til – at følge resultaterne og analysere dem i stedet for alt det manuelle, siger Karsten Vognsen, der er specialkonsulent i SDFE.

State of the art teknologi skaber sikkerhed
Udstyret er produceret af amerikanske Trimble, mens danske Geoteam har tilpasset det SDFE’s behov. Inden styrelsen købte instrumenterne, blev de testet i Mols Bjerges kuperede landskab. Over en afstand på 11 kilometer var afvigelsen i højden bare fire millimeter.

– Efterhånden som vi laver flere målinger, vil udstyret automatisk blive i stand til at vurdere, om en given måling er for dårlig til at blive brugt, så med tiden bliver målingerne endnu bedre. Udstyret er tilmed blevet testet om natten, hvor det har vist sig at være fuldt operativt. Dermed kan man for eksempel undgå de sikkerhedsrisici, der er ved at arbejde langs motorveje i dagtimerne, fortæller Henrik Lennartz-Johansen, administrerende direktør i Geoteam.

Thyborøn er på vej i havet
Siden 1990 er vandstanden i Danmark steget med tre til fire millimeter årligt. Samtidig er der store lokale forskelle på, hvordan landjorden bevæger sig – for eksempel hæver landskabet i Nordjylland sig med 2,5 millimeter om året, mens det lokalt i Thyborøn synker syv millimeter årligt.

– Meget tyder på, at vandstigningerne i havet omkring os er accelererende, men med den nuværende udvikling nærmer land og vand i Thyborøn sig hinanden med op til en centimeter hvert år. Om hundrede år vil vandstanden således være en meter højere end i dag. Det har med andre ord aldrig været vigtigere at have styr på udviklingen for at sikre fremtidens investeringer i klimatilpasningen, forklarer Karsten Vognsen

Cookie-indstillinger