Hovedsponsor: Skills skal styrke de mindre kendte erhvervsuddannelser
Hovedsponsor: Skills skal styrke de mindre kendte
erhvervsuddannelser
Da DM i Skills løb af stablen d. 23.-25. januar var det med
Eurotag som hovedsponsor for 3. år i træk. For den grønne
tagpapleverandør er sponsoratet en god mulighed for at slå et slag
for den høje faglighed, samt at styrke kendskabet til
erhvervsskolernes tagdækkeruddannelse.
Den 23.-25. januar tørnede ca. 260 unge sammen i Gigantium i
Aalborg til det årlige Danmarksmesterskab for elever på
erhvervsuddannelserne, bedre kendt som DM i Skills. I alt var 44
fag repræsenteret ved mesterskaberne, hvoraf elever fra 29
discipliner konkurrerede om at blive den bedste inden for sit
fag.
Større fokus på tagdækkeruddannelsen
For 3. år i træk var Eurotag Danmark hovedsponsor ved DM i
tagdækning – en disciplin, som det ifølge tagpapleverandøren er
vigtigt at få styrket kendskabet til blandt Danmarks spirende
erhvervsskoleelever:
– Det er fantastisk, at erhvervsskolerne gør et stort nummer ud
af at slå et slag for den faglige standard, så vi bakker fuldt ud
op om det initiativ. Som en relativt ny uddannelse står
tagdækkerlinjen generelt lidt “i skyggen” af de mere kendte
håndværkerdiscipliner som f.eks. murer- og tømrerfaget, forklarer
Jens Bjerre, der er konsulent hos Eurotag. Han fortsætter:
– DM i Skills er en unik mulighed for at højne kendskabet til de
mindre kendte erhvervsuddannelser, herunder tagdækkerfaget. Derfor
er det et vigtigt succeskriterie for os, at de besøgende bliver
klogere på faget og forstår, at det er en udfordrende profession
med gode jobmuligheder og ikke kun for vovehalse, der ikke lider af
højdeskræk.
Førsteklasses opgaver
I tagdækkerdisciplinen dystede to elevgrupper fra erhvervsskolerne
Learnmark i Horsens og EUC Nordvestsjælland om at gennemføre to
opgaver. Vinderen blev Kasper Johannesen Nielsen fra Sørens
Tagdækning ApS, der repræsenterede Learnmark Horsens.
Opgaverne bestod i at udføre en skråtagsløsning på et
traditionelt parcelhus, samt en isoleringsopgave med den
vegetabilske tagmembran DERBIPURE, som blev leveret af Eurotag.
Jens Bjerre var til stede under hele Skills-forløbet, og han var
imponeret over de resultater, som tagdækkereleverne
præsterede:
– Det var nogle førsteklasses løsninger, som blev præsenteret.
Ingen af de fire elever var vant til at arbejde med DERBIPURE og
havde derfor kun en enkelt dags træning, som jeg havde gennemført
med dem, at læne sig op ad. Alligevel demonstrerede de et virkelig
solidt håndværk, og det var intet mindre end fantastisk at se, hvor
langt man som håndværkerelev kan nå, når talent og arbejdsdisciplin
går hånd i hånd med den rette opbakning og høje faglige standard,
slutter Jens Bjerre.






