TEKNIQ: Nulvækst og smalkost i installationsbranchen

Dette billede illustrere TEKNIQ: Nulvækst og smalkost i installationsbranchen

Efter et fald i installatørernes omsætning i 1. halvår af 2014
nedjusterer branche- og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ
forventningerne til både 2014 og 2015. I år rammes branchen af
nulvækst, og 2015 byder på nedgang i aktiviteten for landets
installatørvirksomheder.

Årsagerne er det laveste niveau for nybyggeri siden 1950’erne,
svigtende investeringer i private hjem, færre offentlige
investeringer og en generelt afventende dansk økonomi.
 
– Branchen er præget af benhård konkurrence og overkapacitet. I
2008 beskæftigede installatørerne 45.000 medarbejdere. Nu er
antallet faldet til 40.000, og alt tyder på, at vi desværre kommer
til at miste flere arbejdspladser, siger Niels Jørgen Hansen.

– Situationen er alvorlig. Det lille opsving, der var ventet i
år, udebliver helt. Selvom branchen har været hjulpet af storme, en
mild vinter, skybrud og BoligJobordningen, har vi ikke oplevet
vækst. Når de offentlige investeringer falder, og BoligJobordningen
ophører, ser det skidt ud, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen,
TEKNIQ.

En medlemsundersøgelse viser, at en tredjedel af TEKNIQs knapt
3.000 medlemsvirksomheder forventer, at afskedigelser kan blive
nødvendige som følge af, at BoligJobordningen forsvinder.

– Det er for tidligt, når regeringen bremser de offentlige
investeringer, og det er uklogt at udfase BoligJobordningen uden at
sætte noget andet i stedet, siger Niels Jørgen Hansen.

– Skal CO2-forbruget ned, har vi brug for incitamenter til at
investere i energirenoveringer, hvor det vigtigste bør være en
justeret BoligJobordning, der alene giver fradrag for
energieffektiviseringer og vedvarende energiløsninger. Suppleres
ordningen med ambitiøse mål for energiforbedringer i offentlige
bygninger, vil vi nå langt med både beskæftigelse og CO2-reduktion,
siger Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQs forventninger til omsætningen er nedjusteret med 2
procentpoint – fra en vækst på 2 procent i år og 1 procent næste år
til 0 i år og minus 1 procent næste år.

TEKNIQs forventninger til 2014 og 2015 fremgår af en ny
halvårsanalyse af installationsbranchen, som er offentliggjort i
dag. Analysen tager bl.a. udgangspunkt i nøgletal fra de seneste
seks måneder for branchen, for byggebranchen og for dansk
økonomi.

Cookie-indstillinger