For hver en pris?

Dette billede illustrere For hver en pris?

Alle bør være optaget af at skabe en grønnere industri og gøre
mere for at værne om miljøet. For selvfølgelig skal der
forandringer til, hvis vi vil være sikre på at efterlade et
ordentligt miljø til de kommende generationer. Det er ikke til
diskussion.

Men kommer man med nye miljøkrav, må man også sikre sig, at det
reelt er forbedringer, der bliver resultatet. For hvad er det værd
at pålægge danske virksomheder grønne afgifter, hvis det bare
sender produktionspriserne i vejret, og kunderne derfor får
arbejdet lavet i udlandet under langt mindre miljørigtige forhold.
Det burde heller ikke være til diskussion.

Derfor er vi stærkt bekymrede i Arbejdsgiverne, når vi ser på
den nye reklameafgift. Den betyder, at prisen på reklamer kommer
til at stige med op mod 50 procent. Det kan isoleret set virke
fornuftigt, da de fleste har en fornemmelse af, at man bruger for
meget papir og trykker for mange reklamer.

Desværre kan der nemt ske det, at detailhandlen i stedet får
reklamerne trykt i Polen, hvor det er billigere men foregår under
langt mindre miljørigtige forhold. Reklamerne bliver herefter sendt
tilbage til Danmark med store lastbiler. Og det får miljøet det i
hvert fald ikke bedre af.

Samtidig har man ødelagt forretningen for trykkerierne, der
risikerer at skulle dreje nøglen om. Der er endda tale om
fremtidsrettede og højteknologiske industriarbejdspladser, som
Danmark absolut ikke har brug for at miste flere af. Eksempelvis er
der et trykkeri i Horsens, hvor man står til at miste 80
arbejdspladser.  Dertil kommer den afledte effekt på alle
virksomhedens underleverandører i form af elektrikere, vvs’ere,
smede- og ventilationsvirksomheder, der også rammes. Det er et
hårdt slag for et lokalsamfund.

Miljøkrav må ikke komme i en form, hvor vi risikerer, at vi til
sidst ikke har noget at leve af. Og slet ikke, hvis det samme
arbejde bare flytter 600-700 kilometer sydøst for grænsen. Derfor
opfordrer vi i Arbejdsgiverne til, at man udviser større omtanke og
dropper reklameafgiften – eller i det mindste udsætter
lovgivningen, indtil man har et overblik over de fulde
konsekvenser. 

 

Cookie-indstillinger