Fem vækstinitiativer kan skabe 9.800 danske job
Dansk Energi præsenterer i dag fem initiativer, der kan være med
til at løfte regeringens mål om at forbedre væksten via øget
produktivitet med 20 mia. kr. frem mod 2020.
Samlet set vil Dansk Energis vækstinitiativer afløfte afgifter
og forandre regulering, der vil fastholde eller skabe 9.800 danske
job. Blandt de mest markante initiativer er at lette omkostningerne
for de energitunge virksomheder. Det gælder både med en
modernisering af NOx-afgiften og en lettelse af elintensive
virksomheders PSO-betaling. En række virksomheder har historisk
været lettet for afgifter og har ikke haft samme gavn af
regeringens seneste lettelse af elafgiften. Derfor rammer det
hårdere, når PSO-betalingen stiger.
– Vores fem initiativer kan forløse en del af regeringens
vækstambitioner og samtidig sikre et endnu større afkast af den
energi, vi alle er afhængige af, siger Anders Stouge, vicedirektør
i Dansk Energi.
– Vi kan se, at PSO-betalingen er konkurrenceforvridende for et
segment af de danske virksomheder, derfor foreslår vi at lette den
betaling for de særligt elforbrugende virksomheder – store som små.
Dette kan eksempelvis ske via finansloven, men andre modeller er
også i spil. Desuden foreslår vi en modernisering af NOx-afgiften,
der er en ren jobdræber, siger Anders Stouge og påpeger, at
NOx-afgiften i dag er en dansk særskat, som næsten kun handler om
at få penge i statskassen.
Forsyningsvirksomhederne herunder energi- og telesektoren udgør
et væsentligt rammevilkår for erhverv og husholdninger. Derfor
stiler Dansk Energis vækstinitiativer mod at give danskerne adgang
til en mere intelligent energi-infrastruktur og at skabe større
adgang til højhastigheds bredbåndsforbindelser.
– Højere hastigheder på bredbånd fremmer digitaliseringen,
produktivitet og derfor vækst. Vi har hentet inspiration i Sverige,
hvor etablering af bredbånd er fradragsberettiget. Det samme kan vi
gøre i Danmark via BoligJobordningen, der samtidig vil have en
positiv effekt på energiforbrug og jobskabelse, hvis den også
bruges til at give flere danskere råd til at energirenovere deres
boliger, siger Anders Stouge.
– Endelig har vi som samfund behov for at kunne rette
investeringerne i elnettet mod teknologi, der øger elnettets
produktivitet. I dag giver reguleringen af elnettet slet ikke dette
incitament, og det skal vi have rettet op på, afslutter Anders
Stouge.
Kontakt: Vicedirektør, Anders Stouge, 22 750
490
Fakta om PSO og beskatning:
PSO-betalingen er vokset med 2,3 mia. kr. fra 2012 til 2014,
hvilket især kan tilskrives faldende elpris. Af dette betaler
erhvervslivet 1,5 mia. kr.
Forbrugerne mærker altså en positiv effekt på bundlinjen, men da
flere energiintensive virksomheder konkurrerer med virksomheder i
lande, som ikke har tilsvarende PSO-systemer, så skader den
stigende PSO deres konkurrenceevne.
Selv om der er givet lempelser i elbeskatningen på 1,5 mia. kr.
fra 2012 til 2014, så oplever en gruppe virksomheder voksende
omkostninger til el. Det skyldes dels at lempelserne er givet på
bestemte former for elforbrug, dels at flere typer virksomheder
allerede var lempet for elbeskatning før 2012.






