Grøn energi øger omkostningerne i elnettet

Dette billede illustrere Grøn energi øger omkostningerne i elnettet

Zigzakkursen vækker ifølge Nyhedsbladet Dansk Energi bekymring
hos flere netselskaber.

– Et eksempel er, at vi har været nødt til at netforstærke,
efter at nogle af vores kunder har fået solceller. Det har vist sig
nødvendigt, når meget decentral produktion påvirker dele af nettet
og tilmed også vores udgifter til administration, siger Peter
Melgaard, teknisk chef i Thy-Mors Energi.

– Et andet eksempel er driften af de kabelanlæg, som bringer
strømmen fra vindmøllerne til elnettet. Her dækker PSO’en
etablering og nettab, men giver ikke en krone til den almindelige
drift. Den regning hænger de lokale andelshavere så på, og det
synes jeg er skævt, konstaterer Peter Melgaard, der bakkes op af
Flemming Poulsen, adm. direktør i NOE i det vestjyske. Her er der
også store mængder landvind, som driver større og større
omkostninger.

– Vi kan se, at opsamlingsnettene bliver mere og mere
omfattende, og at det koster penge at vedligeholde. De omkostninger
skyldes en politisk beslutning om at omstille samfundets
energiforsyning til landvind. Alligevel er det de vestjyske
andelshavere, som skal betale for driften af elnet ud til
vindmøllerne. Det er i sig selv uholdbart – og nu vil regeringen så
tilmed hente mere fra netselskabernes indtægtsrammer, siger
Flemming Poulsen.

Reguleringen af elnetselskaberne er skruet således sammen, at
der er en fast ramme for, hvad elnetselskaberne må opkræve – den
såkaldte indtægtsramme.

– Hvis man sænker indtægtsrammen markant for et selskab, er der
kun to veje til at drive forretningen fremadrettet. Enten skal
omkostningerne til drift være mindre ved at udskyde vedligehold
eller sænke serviceniveauet – alternativt skal der investeres
mindre. Det bliver nok en blanding, og uanset hvad vil det gå ud
over elnettets funktionalitet på langt sigt. Det truer den
kvalitetsydelse, som leveres i dag, siger Torben Møller Pedersen,
afdelingschef i Dansk Energi.

Danmark er bestemt ikke ene om at udhule økonomien i
elnetselskaberne. Ifølge brancheforeningen Eurelectric, der har
undersøgt sagen, er det et europæisk problem.

– Hovedproblemet er, at elnetselskaberne mangler incitamenter
til at investere i innovation og smartgrid-løsninger, siger
kontorchef Gunnar Lorenz fra Eurelectric til Nyhedsbladet Dansk
Energi.

Cookie-indstillinger