National Geographic-fotograf skal inspirere danske it-folk til innovation

Dette billede illustrere National Geographic-fotograf skal inspirere danske it-folk til innovation

Den 2. oktober 2014 afsløres og overrækkes dette års udgave af
den prestigefyldte it-pris BrainsBusiness Award. Det sker under
overværelse af 300 it-forskere og -erhvervsfolk samt repræsentanter
fra det offentlige, som kan opleve den verdensberømte svenske
naturfotograf Mattias Klum, der har stået bag coverfotos og
fotomontager til nogle af verdens mest anerkendte udgivelser, bl.a.
National Geographic, Wildlife Conservation, Der Spiegel, New York
Times mv.

Mattias Klum har udgivet ikke mindre end 12 bøger og er i dag en
eftertragtet udstiller og foredragsholder. Den 46-årige svensker
har udstillet sine billeder på en række museer og gallerier verden
over og deltager løbende i fotoekspeditioner til fjerne egne af
verden. Mattias Klum har modtaget en række priser for sit arbejde –
blandt andet fra det svenske kongehus.

Utraditionelle hovedtalere
Det er 5. gang, at BrainsBusiness Award uddeles, og der er i høj
grad tradition for at have utraditionelle hovedtalere til at
overrække prisen. De foregående år har så forskelligartede
personligheder som komikeren John Cleese, skuespilleren Mads
Mikkelsen, overlevende fra flystyrtet i Andesbjergene Nando Parrado
og astronaut Christer Fuglesang været hovedtalere:

– Det er vigtigt, at du indimellem udfordres og møder mennesker
fra en helt, helt anden verden. Herved forbedres din evne til at se
tingene fra nye vinkler, og det er i stigende grad et
konkurrenceparameter for danske it-virksomheder, hvis de skal klare
sig i den danske og internationale konkurrence, forklarer
BrainsBusiness-formand Claus Falk og fortsætter:

– Hele formålet med prisuddelingen er netop at sætte fokus på
evnen til at omsætte ny viden til nye forretningsmuligheder, og vi
glæder os til endnu engang at belønne den it-virksomhed eller
-forsker, der gør dette bedst.

Nomineringen er i gang
Nomineringen til dette års pris er netop startet og fortsætter
frem til 11. september 2014. Herefter vil et panel bestående af
seks it-eksperter udpege fem finalister, der skal kæmpe om prisen,
der består af et kontant beløb til en inspirationsrejse samt en
bronzestatue af Thorvald Odgaard. Alle kan være med til at
indstille en person, en virksomhed, et samarbejdsprojekt eller en
organisation, der i særlig grad har bidraget til at omsætte viden
til nye forretningsmuligheder. Det sker på it-klyngens hjemmeside:
brainsbusiness.dk 

Faktaboks – BrainsBusiness Award
BrainsBusiness Award blev stiftet og uddelt første gang i 2010 af
BrainsBusiness, der er paraplyorganisationen for den nordjyske
IKT-klynge, herunder virksomheder, videninstitutioner og
organisationer. Gallaarrangementet BrainsBusiness Award 2014
afholdes i Aalborg Kongres & Kultur Center torsdag d. 2.
oktober 2014 fra kl. 15.30 – 20.00.

Prisen tildeles en person, virksomhed eller organisation i
IKT-miljøet i Nordjylland, der i særlig grad har bidraget til at
omsætte ny viden til nye forretningsmuligheder. Dette kan
f.eks. være gennem:

 etablering af innovative samarbejder mellem vidensmiljøer
og virksomheder
 lancering af nye vidensbaserede produkter eller
forretningsområder i eksisterende virksomheder
 etablering af nye vidensbaserede spin-off virksomheder
etablering af nye virksomheder med vidensbaserede produkter
 etablering af initiativer, der fremmer innovative
samarbejder mellem vidensmiljøer og virksomheder.
 lancering af produkter, der inddrager og udnytter IKT på
nye innovative måder

Vinderen af BrainsBusiness Award findes af et dommerpanel
bestående af en række markante danske it-eksperter:
 Cecilia Bonefeld-Dahl, adm. direktør GLOBIT
 Charlotte Schnack, adm. direktør, Inmeta Crayon A/S
 Claus Falk, adm. direktør Nordjyske Kommunikation A/S (samt
formand for BrainsBusiness)
 Kasper Hultin, director of Citrix Online
 Moonis Kamil, seed investor – Business Development &
Sales Expert – iPosen.dk
 Morten Felding, adm. direktør Atea

Tidligere års vindere:
2013: Xtel
2012: EMD International
2011: Steen Andreassen, Aalborg Universitet
2010: Progressive Media

Tidligere års hovedtalere:
2013: Christer Fuglesang, astronaut
2012: Nando Parrado, overlevende fra flystyrt i
Andesbjergerne
2011: Mads Mikkelsen, skuespiller
2010: John Cleese, komiker mv.

Cookie-indstillinger