OK – Grundfos udvikler klorfri olie i samarbejde med Rhenus og OK
Selvom rejsen mod en produktion, der udelukkende kører på
klorfri olie, ikke er slut, er uvurderlig erfaring gjort undervejs
– både hos Grundfos og hos tyske Rhenus Lub, som fremstiller og
udvikler det klorfrie køle-/smøremiddel
Gennem en årrække har Grundfos arbejdet på at implementere
klorfri olie i stedet for klorholdig olie i en del af produktionen,
hvor der bearbejdes rustfrit stål. I rustfrifabrikken produceres
omkring 3.500 forskellige komponenter, det være sig drejede og
stansede emner. Pladebearbejdning udgør en stor del af
rustfrifabrikken, og man bruger omkring 55 tons rustfrit stål om
dagen. Det er hovedsagligt i følgestansdelen, at man har
implementeret et klorfri køle-/smøreolie frem for en klorholdig.
Hyun Kristensen, som er Development Engineer hos Grundfos
fortæller: “Projektet har været løftestang til at få indsigt i en
række tekniske processer i produktionen, og den indsigt kommer os
til stor gavn, enten når den samlede gruppe af underaktører stiller
krav til 100 procent klorfri produktion, eller det bliver vedtaget
ved lov, at der ikke længere må anvendes klorholdige produkter i
produktionen.” En af Grundfos’ største underaktører stiller netop
krav om en klorfri produceret pumpe.
En længere proces
Det har ikke været uden udfordringer at starte med at
implementere klorfri olie. Projektet startede op for omkring 10 år
siden, hvor Grundfos allierede sig med den tyske smøreolieproducent
Rhenus Lub. Siden har energiselskabet OK overtaget distributionen
af Rhenus-produkterne i Danmark. Gennem de sidste tre år har
smøreoliespecialist Lars Primdahl fra OK derfor været tilkoblet
projektet i en rådgivende funktion i samarbejde med Rhenus.
Projektet med Grundfos har givet Rhenus stor erfaring med, hvor
den klorfrie olie skal forbedres. Gennem årene har Rhenus justeret
og udviklet den klorfrie olie efter resultaterne hos Grundfos, og
man er kommet meget nærmere målet. For Rhenus har projektet været
en vigtig del, idet man har kunnet teste, hvor der opstod
udfordringer undervejs, og hvor den klorfrie olie ikke performede
optimalt.
“Alle udfordringer har ikke været tilknyttet den klorfrie olie,
og det har været en god anledning til at få gennemgået vores
værktøjer og processer,” fastslår Hyun Kristensen. “Eksempelvis har
projektet givet anledning til at se nærmere på aktive dele i
værktøjet, og vi fandt blandt andet ud af, at nogle udvalgte
konstruktionsdele havde gennemgående svagheder, som intet har med
olien at gøre,” fortæller han.
Smøreegenskaber skal sikres
Teknikerne hos Grundfos har været inde og kigge nærmere på
værktøjerne, som den klorfrie olie kommer i kontakt med. “Noget af
det vigtigste undervejs i processen i forhold til selve smøreolien
har været at sikre, at den performer, som den skal og sikre, at den
når frem til værktøjet, dvs. olien skal dels påføres direkte på
coilen som basissmøring og desuden i flere tilfælde tilføres inde i
værktøjet undervejs,” fortæller Hyun Kristensen og fortsætter:
“Netop opgaven med at få olien frem i rette tid og sted i værktøjet
var en udfordring, da viskositeten i den klorfrie olie er højere
end den klorholdige.” Den udfordring er i visse tilfælde løst ved
at et ekstra stempel sørger for, at olien injiceres ved hvert
grundslag. Med andre ord er stemplet, der sørger for at olien er
fremme ved hvert slag, bygget ind i den arbejdscyklus, som sker
mekanisk og sørger for, at olien er fremme hver gang.
Skal være klar
I dag kører fire ud af 11 maskiner hos Grundfos med klorfri
olie, og det er planen, at det også skal udrulles i resten af
Grundfos’ Rustfri fabrik i løbet af de kommende år, men det er et
langt og sejt træk, der kræver fordybelse og tid. “Der har været
mange loop undervejs, og det vil der altid være i en proces som
denne, da det ikke kun har været olien, man går ind og justerer på,
det har også betydet en gennemgang af værktøjer, maskiner og
komponenter. Projektet omkring at implementere klorfri olie har
været løftestang til at få indsigt i vores øvrige processer,”
fortæller Hyun Kristensen. “Grundfos satte for et par år siden den
ambition, at al nyproduktion skal startes op med klorfri olie. Rent
teknisk kan det også lade sig gøre, men vi ved, at der vil være en
håndfuld udfordringer, som vi skal kigge på, og det skal vi have
ressourcerne til. Især på vaskesiden skal vi bruge nogle ressourcer
og lige nu tager vi et pusterum, inden vi ruller den klorfrie olie
ud på flere maskiner,” siger han. “Men på et tidspunkt sættes
stolen for døren på det lovgivningsmæssige plan, og så skal vi være
med,” siger han.
Selvom processen har givet udfordringer undervejs, er Hyun
Kristensen ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige investering
for Grundfos: “Vi har brugt processen til at komme styrket ud på
den anden side, og den erfaring, vi har gjort, er til vores
fordel,” siger han. “Vores mål på sigt er naturligvis, at hele
produktionen i Danmark skal kunne køre på klorfrie smøremidler, og
gerne færrest mulige varianter, både fordi det er nemmere i forhold
til lageret, men især fordi vi forventer, at de klorholdige
produkter udfases.”
Værdifuld indsigt for Rhenus Lub
Rhenus Lub er meget tilfredse med samarbejdet omkring
udviklingen af den klorfrie olie, og projektet har givet dem
værdifuld viden. “Vi er stolte over at udvikle nye løsninger inden
for smøremidler sammen med en global og velrenomeret virksomhed som
Grundfos. Udviklingen af den klorfrie olie er et vigtigt bidrag til
at beskytte mennesker og miljø,” siger Daniele Kleinman, chef for
køle-/smøremidler hos Rhenus Lub, og fortsætter: “Grundfos og
Rhenus har ikke kun forskningen om produktet til fælles – vi har
også samme værdier omkring ansvarlighed, bæredygtighed og
samarbejde – både i forhold til vores virksomheders præmisser og
resten af verden.”






