Én teknologi med mange muligheder: Zebicon viser skalerbare løsninger på HI-messen
Én teknologi med mange muligheder: Zebicon viser skalerbare løsninger på HI-messen
Til hi25 demonstrerer Zebicon, hvordan du vælger den rigtige 3D scanningsløsning til netop din opgave og dit arbejdsmiljø. På stand K8340 kan du derfor opleve både manuelle og automatiserede setups, der løfter dine målinger, din kvalitetskontrol og din dokumentation.
Fra håndholdt scanner til fuldautomatisk 3D scanning
Når HI-messen 2025 løber af stablen i Herning, stiller Zebicon igen op med et stærkt line-up inden for 3D scanning. Og i år er budskabet klart: Der findes ikke én rigtig løsning – der findes den rigtige løsning til din opgave.
På stand K8340 i hal K viser Zebicon, hvordan 3D scanning kan skaleres og tilpasses, uanset om du er i gang med at digitalisere kvalitetskontrollen, ønsker bedre dokumentation, eller vil tættere på produktionen.
”Vi oplever, at mange ser 3D scanning som én samlet teknologi, men virkeligheden er mere nuanceret. Det handler ikke om at vælge mellem simpelt og avanceret – det handler om at vælge rigtigt i forhold til opgaven,” siger Kasper Fedde Krogh, der er CTO hos Zebicon.
Fleksibel eller fuldautomatisk? Begge dele findes hos Zebicon
På HI-messen demonstrerer Zebicon både manuelle og automatiserede setups. De manuelle løsninger er ideelle, hvis du vil hurtigt i gang, skal scanne forskellige typer emner eller arbejde i miljøer, hvor du har brug for at flytte udstyret rundt efter behov.
De automatiserede løsninger, som fx ZEISS ScanCobot, er oplagte til serieproduktion, hvor repeterbarhed og processtabilitet er afgørende, og hvor måleopgaven skal integreres bedre i det daglige arbejdsflow.
”Vi viser alt fra fleksible og håndholdte løsninger til automatiserede systemer. Det afgørende her er, om løsningen understøtter din arbejdsgang og skaber stabilitet, uanset om du er en mindre virksomhed eller har en stor og kompleks produktion,” udtaler Kasper Fedde Krogh.
Kom og få faglig sparring – og oplev hvad 3D scanning reelt kan gøre for dig
Zebicon bruger HI-messen som platform til at gå i dialog med teknikere og beslutningstagere, der arbejder seriøst med kvalitet og dokumentation – og som ønsker løsninger, der fungerer i praksis.
”Nogle virksomheder skal hurtigt i gang med et enkelt setup. Andre har behov for fuldautomatisering og integrationsmuligheder. Vi rådgiver om begge – og alt derimellem,” siger Kasper Fedde Krogh. ”Det handler ikke om at investere i det største setup, men det rigtige.” afslutter han.
HI-messen 2025 afholdes 30. september – 2. oktober i MCH Messecenter Herning. Du finder Zebicon på stand K8340 i hal K, hvor 3D Tech-området samler branchens stærkeste aktører inden for 3D teknologi.






