Sundolitt introducerer HeatFeet – optimeret gulvvarmeløsning til renoveringsopgaver
Sundolitt introducerer HeatFeet – optimeret gulvvarmeløsning til renoveringsopgaver
Sundolitt har udvidet sit produktprogram med HeatFeet, som er en specialudviklet EPS-gulvvarmeplade. HeatFeet er designet til at imødekomme de tekniske krav i renoveringsprojekter med lav byggehøjde og krav om minimalt materialespild. I forbindelse med overtagelsen tiltræder løsningens udvikler, Johnny Meter, som projektkonsulent hos Sundolitt.
HeatFeet produceres med fokus på lav indbygningshøjde og termisk effektivitet, hvilket gør systemet særligt velegnet til bygningsrenoveringer, hvor traditionelle opbygninger blandt andet kan kræve ændringer i eksisterende dørhøjder. Med HeatFeet kan man etablere gulvvarme på en hurtig, standardiseret og energieffektiv måde – uden indgreb i den bærende konstruktion.
“Med HeatFeet tilbyder vi en teknisk gennemtænkt løsning til det professionelle marked, hvor behovet for lav byggehøjde og høj montageeffektivitet er afgørende. Samtidig tilfører Johnny Meters brancheerfaring stor værdi i rådgivningen af vores kunder,” udtaler Henrik Vasylyeva, administrerende direktør i Sundolitt A/S.
Dokumenteret performance i både renovering og nybyggeri
Løsningen blev første gang lanceret i 2021 og er allerede anvendt i en lang række referenceprojekter – både renoveringer og nybyggeri. Den hurtige montering og præcise rørføring er blandt andet dokumenteret af Bravidas VVS-montører, som udlagde 4.200 meter varmerør på en enkelt arbejdsdag i HeatFeet-plader.
Referenceprojekter med HeatFeet gulvvarmeplader:
- Fra supermarked til eksklusivt fitnesscenter
Blue Zone Life er et eksklusivt fitnesscenter i Horsens-bydelen Stensballe. Rammerne er et tidligere supermarked, så før indflytning skulle der ske en omfattende renovering. HeatFeets lave byggehøjde gjorde det muligt at udlægge gulvvarme overalt og sikre høj komfort uden indgreb i det eksisterende gulv. - Let terrændæk i Nordea-filial
A. Enggaard opbyggede let terrændæk med gulvvarme i Nordeas nye store filial midt i Hjørring. Her er HeatFeet også valgt på grund af den effektive byggeproces og lave højde. - 6.500 m2 nybyggeri
Bravida stod for VVS-entreprisen på det 6.500 m2 store nybyggeri, NCG-huset i Kolding. Her lagde to VVS-montører hele 4.200 meter gulvvarmeslanger på bare én arbejdsdag i HeatFeet-plader.
Udviklet med fokus på montageoptimering og reduktion af spild
Bag udviklingen af HeatFeet står Johnny Meter, uddannet murer og byggetekniker, med næsten 30 års erfaring inden for projektsalg og procesudvikling i byggebranchen. HeatFeet er resultatet af hans praktiske erfaring kombineret med ønsket om at minimere fejl, reducere materialespild og forbedre arbejdsgange på byggepladsen.
Pladens lave vægt, nemme håndtering og specialdesignede knopper gør løsningen attraktiv for både udførende entreprenører og tekniske rådgivere, der efterspørger løsninger med dokumenterbar effektivitet. Gulvvarmeslangerne udlægges uden behov for ekstra materialer til fastholdelse, og knopperne sikrer mod svindrevner under udtørring af det støbte slidlag.







