Eva Kjer Hansen sætter gang i flere undersøgelser om mikroplast

Dette billede illustrere Eva Kjer Hansen sætter gang i flere undersøgelser om mikroplast

Når du kører tur i din bil eller løber en tur i parken, slider
du mikroskopiske plastpartikler af dæk og skosåler, som via regn,
vandløb og rensningsanlæg ender i naturen.

En ny dansk undersøgelse fra Miljøstyrelsen vurderer, at
hovedkilderne til mikroplast i Danmark er bildæk, maling, sko,
vejstriber og tøj, og noget af det ender i vores rensningsanlæg,
som kan lede mikroplast videre til vandmiljøet.

– Det er tankevækkende, at almindelige dagligdagsaktiviteter som
tøjvask og malerarbejde udleder mikroplast. Den nye undersøgelse
giver os et bedre overblik over, hvor vi skal fokusere. Den viser,
at det er oplagt at undersøge nærmere, hvad der kommer til
rensningsanlæggene, så vi bedre kan forstå udfordringerne med
mikroplast. Mikroplast hører ikke hjemme i naturen, og jeg arbejder
for at begrænse spredningen mest muligt. Vi har brug for mere
viden, før vi kan finde den rette løsning, og derfor har jeg nu
bedt Miljøstyrelsen undersøge, hvilke typer mikroplast der er tale
om, og hvordan rensningsanlæggene håndterer dem, siger miljø- og
fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Rensningsanlæg skal undersøges nærmere

Den nye undersøgelse skal vise, hvilke former for mikroplast der
når rensningsanlæggene i Danmark, hvor meget der passerer igennem
rensningsanlæggene til vandløb og hav, og hvor meget der ender i
spildevandsslam.

Herudover følger Naturstyrelsen et projekt, der er finansieret
gennem Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram
(MUDP), som fokuserer på teknologier til rensning af mikroplast i
spildevand.

– Vi skal have undersøgt, hvor meget mikroplast der ender i
slammet, og hvor meget der fra rensningsanlæggene ryger videre ud i
vandløb og hav. Slammet køres ud på landbrugets marker, og derfor
skal vi kende mængderne, så vi kan sammenligne med det luftbårne
plast, der for eksempel kommer fra vejene. Samtidig skal vi være
opmærksomme på, at mikroplast er et globalt problem, som Danmark
ikke kan løse selv, men med danske undersøgelser bidrager vi til at
skabe mere viden om problemet, siger Eva Kjer Hansen.

Miljøstyrelsens mikroplast-indsats blev sat i gang i 2015, og
fortsætter i 2016. Der er bevilget to mio. kroner til indsatsen.
Herudover støttes et projekt om udvikling af spildevandsteknologier
med knap 1,8 mio. kroner gennem Miljøteknologisk Udviklings- og
Demonstrationsprogram (MUDP)

Cookie-indstillinger