Raslysering godkendt til vallebehandling i Tyskland
Raslysering™ Castor system
Der er nu opnået myndighedsgodkendelse til at anvende raslysering til industriel behandling af valle i Tyskland. Godkendelsen er resultatet af et vellykket samarbejde med et førende mejeri, støttet af eksperter fra Max Rubner Instituttet og vurderet af det tyske Bundesamt für Verbraucherschutz und Lebensmittelsicherheit (BVL).
Dette markerer første gang, at raslysering er blevet lovligt godkendt til behandling af valle i Tyskland. Det installerede raslyseringssystem behandler 45 kubikmeter valle i timen.
“Den første installation i et nyt land er altid den mest krævende og særligt i Tyskland. Raslysering af valle har ikke tidligere været godkendt her, hvilket gjorde processen særligt udfordrende. Vi er stolte over at have nået denne vigtige milepæl på et af Europas største og mest betydningsfulde mejerimarkeder,” siger Mark Kalhøj Andersen, CEO i Lyras A/S.
Den tyske mejeri- og osteekspert Joachim Löw kommenterer: “Anvendelsen af raslysering til vallebehandling er et gennembrud inden for skånsom behandling af væsker. Teknologien sikrer en effektiv reduktion af mikroorganismer uden at gå på kompromis med funktionelle eller sensoriske egenskaber, som det ofte ses ved termiske metoder. Det åbner nye muligheder for at forbedre kvaliteten og samtidig reducere energiforbruget i mejeriindustrien. Jeg forudser, at raslysering i mange tilfælde vil erstatte traditionel pasteurisering eller termisering.”
Selvom UV-lysets mikrobielle inaktivering har været kendt i årtier, gør Lyras’ patenterede raslyseringsproces det muligt at anvende teknologien kontrolleret og effektivt i uigennemsigtige væsker på industriel skala. Raslysering inaktiverer mikroorganismer uden brug af varme, og reducerer dermed energiforbruget markant sammenlignet med traditionel pasteurisering.
Mark Kalhøj Andersen forklarer: “Vores proces bruger langt mindre energi end traditionel pasteurisering og muliggør længere produktionstider mellem CIP. Der opstår heller ikke fouling som følge af temperaturforskelle og processen eliminerer risikoen for rekontaminering, som ofte ses i regenerativzonen, ved varmegenvindingssystemer.”
Efterhånden som industrien bevæger sig fra fossil energi mod elektricitet, bliver raslysering endnu mere relevant. Ved at reducere både energiforbrug og driftsomkostninger bidrager teknologien til lavere CO₂-udledning og en hurtig tilbagebetaling af investeringen.
Ud over valle kan raslysering anvendes på en lang række uigennemsigtige væsker i fødevare- og drikkevareindustrien.
Allan Holst Sørensen, Senior Sales Engineer hos Lyras A/S og mejeriekspert, tilføjer: “Vores raslyseringssystemer er allerede i drift i flere andre europæiske lande, hvor de anvendes til ostemælk og valle med stor fordel for vores kunder og i sidste ende også for forbrugerne.”





