Den foruroligende sandhed om lækage af brugerdata i tech-virksomheder
Vi lever i en stadig mere digital verden, hvor størstedelen af vores personfølsomme data florerer i en eller anden form på internettet. Der passes normalt godt på vores data, og der er flere forskellige internationale og nationale love, der sørger for, at vores personoplysninger behandles med størst mulig omhu og beskyttelse.
Alligevel foregår der foruroligende mange databrud, som lækker dele af vores fortrolige oplysninger. Nogle gange skal der ikke andet end en lækket adgangskode til for at skabe problemer. Denne artikel ser på omfanget af datalækager, og hvad du selv kan gøre for at beskytte dig bedre mod problemet.
Hvad er en datalækage?
I dag bruger vi internettet til stort set alle tænkelige forhold. Vi kommunikerer privat via beskedfora og sociale platforme. Vi ordner vores skattepapirer online, ligesom vi bestiller lægetider, medicin og mad online. Alt foregår på nettet på platforme, som vi går ud fra er beskyttede bag loginoplysninger og adgangskoder. Men nogle gange er det ikke helt tilfældet.
Hackere kan bryde ind i en virksomhed eller online platforms system, hvis hackeren kan finde bare den mindste sårbarhed i systemet. Når det sker, vil hackeren kunne få adgang til blandt andet virksomhedens database over kunder og kundernes personlige oplysninger. Det kan være alt lige fra e-mails og adgangskoder til mere personfølsomme oplysninger som telefonnumre, adresser og sågar CPR-numre.
Flere hundrede millioner menneskers data blev lækket i 2024
En ny nylig rapport har slået fast, at over 700 millioner menneskers data blev eksponeret via databrud i virksomheder alene i 2024. Næsten 150 millioner af disse stykker data bestod af telefonnumre. Resten var e-mails og adgangskoder. Dataene blev hovedsageligt lækket via databrud i tech-virksomheder, der ironisk nok er virksomheder, som man netop skulle tro havde ekstra styr på sikkerheden.
Et andet foruroligende aspekt var, at dataene blev fundet på dark web, hvor hackerne sælger stjålet persondata. Denne data bruges af andre til at lave identitetstyveri og anden form for svindel med økonomisk gevinst for øje. Med andre ord kan dine egne oplysninger blive lækket og brugt i svindelnumre, som du i sidste ende kan komme til at betale for både økonomisk men også mentalt.
Et databrud i region Midtjylland påvirkede næsten en kvart million danskere i 2024. Selvom ingen blev berørt af lækagen, kunne det sagtens have fået alvorlige konsekvenser.
Selv en lækket adgangskode kan skabe problemer
Der er mange ting du selv kan gøre for at øge din online beskyttelse. En ting er blandt andet at gøre brug af en VPN som kan kryptere dataene på din enhed, så ingen kan snage i dine oplysninger. En VPN vil også kunne beskytte dig mod hackere og andre cyberkriminelle, der eventuelt kan lure på offentlige wi-fi-netværk.
En anden vigtig og meget enkel ting er at tænke grundigt over sin brug af adgangskoder. Vi har en tendens til at genbruge den samme adgangskode på alle tænkelige platforme. Og det er desværre et kæmpe problem. For hvis hackeren først har fundet vej til én adgangskode via et databrud, så kan hackeren meget vel have banet sig vej til din adgangskode til mange andre og mere følsomme portaler.
Brug derfor stærke og komplicerede adgangskoder, og sørg for at variere dem grundigt på tværs af alle online portaler, sociale medier, e-mailtjenester og lignende. Gør eventuelt brug af en reserve-e-mail til de online platforme, hvor det er muligt. Så undgår du at eksponere din private e-mail.
Begræns dit private indhold på nettet
Sørg også for at begrænse, hvad du deler online. Gør dine sociale medieprofiler private og sørg for, at du bruger de strengeste sikkerheds- og privatlivsindstillinger. På den måde sikrer du, at hackeren får mindst mulig data ud af dig. Læs også meget gerne, hvad de pågældende platforme gør med dine data online. Giv kun samtykke til mindst mulig beføjelse til udbyderen.
Opdater dine systemer og gør brug af tofaktorgodkendelse
Det er en rigtig god idé at sige ja tak til automatiske systemopdateringer på dine computer og mobile enheder. På den måde opdateres du automatisk med de seneste nye sikkerhedsopdateringer. Hackere finder nemlig ofte vej til online systemer ved at udnytte sårbarheder, der endnu ikke er blevet udbedret. Sørg også for at bruge tofaktorgodkendelse på alle de portaler, der tillader muligheden. Tofaktorgodkendelse giver dig mulighed for at øge sikkerheden betragteligt, da denne loginform kræver en ekstern enhed for at fuldende login-processen. Det gør det ekstra svært for hackere og andre cyberkriminelle at kile sig vej til dit system.






