DBI går i krig mod åbne branddøre
DBI går i krig mod åbne branddøre
Alt for mange branddøre bliver stik imod hensigten holdt åbne. Det svækker brandsikkerheden – og kan i værste fald være et spørgsmål om liv eller død. DBI lancerer nu en kampagne for at holde branddørene lukkede.
Du har garanteret set det før: En gul kile, der er stoppet ind under døren, så dørpumpen ikke smækker døren i hovedet på dig. En stol foran døren, så den ikke kan lukke. Eller en krog, der effektivt holder døren åben, så køkkenpersonalet kan komme frem og tilbage.
Det er rigtigt smart, hvis man kommer gående med hænderne fulde af ting. Men det er kritisk, hvis der udbryder brand. Dørlukkere og dørpumper sidder nemlig på branddøre for at sikre, at røg og flammer ikke kan brede sig fra én brandmæssig enhed til en anden. Og dermed er de også med til at sikre, at de, der opholder sig i bygningen, har en flugtvej i tilfælde af brand.
DBI lancerer nu en kampagne, der sætter fokus på åbne branddøre. Målet er at sætte en stopper for, at folk sætter kiler i branddørene eller på anden vis tvinger dem til at stå åbne.
Problemet er både stort og udbredt
Det er et stort problem, og omfanget af problemet er kæmpestort. Vores inspektører finder tvangsåbne branddøre hver eneste dag, og vi finder dem i alle bygninger lige fra plejehjem til brandstationer, siger projektleder i DBI, Helene Anisimov.
Kampagnen består bl.a. af to gratis arrangementer med titlen ‘Når brandkrav møder hverdagslogik’ og efterfølgende kurser med fokus på brugeradfærd og implementering af brandsikkerhed. Derudover har DBI fået produceret et skilt, som viceværten eller den bygningsansvarlige kan hænge på dørhåndtaget på en tvangsåbnet branddør, når kilen eller anden blokering er fjernet. Dørhængeren er en lavpraktisk måde at komme i kontakt med dem, der har sat noget i klemme – personer, som oftest ikke ved, at det kan være farligt.
– Det er et klassisk eksempel på, at hverdagslogik kan kollidere med brandkrav. Der er jo ingen, der bevidst udsætter sig selv og andre i bygningen for den fare, der følger med ved at holde en branddør åben. En lukket branddør kan jo i sidste ende betyde forskellen mellem liv eller død, pointerer Helene Anisimov.
Læs hele artiklen “DBI går i krig mod åbne branddøre” fra DBI her






