Ny forskning: 5 ting, som SMV’er bør vide om resiliens
Ny forskning: 5 ting, som SMV’er bør vide om resiliens
DBI – Mange små og mellemstore virksomheder siger, at de ikke arbejder med resiliens. Men ny forskning viser, at SMV’er har større fokus på resiliens, end de selv tror – og peger samtidig på, hvilken fremgangsmåde og ressourcer der gør en forskel. Få 5 indsigter fra en ny ph.d.-afhandling skrevet af Thuva Kandasamy fra DBI.
1. SMV’er arbejder med resiliens – uden at kalde det resiliens
Mange små og mellemstore virksomheder siger i første omgang, at de ikke arbejder systematisk med resiliens. Men når man ser nærmere på deres praksis, viser det sig ofte, at de allerede gør en række ting, som i forskningen forbindes med organisatorisk resiliens.
I flere af de virksomheder, som Thuva Kandasamy har fulgt, handler det f.eks. om at sprede kritiske kompetencer blandt medarbejderne. Under Corona-epidemien opdagede nogle virksomheder, at produktionen gik i stå, hvis én nøglemedarbejder blev syg, fordi kun vedkommende kunne betjene bestemte maskiner. Det førte til, at flere medarbejdere blev oplært i de samme funktioner.
Andre virksomheder arbejder med at reducere afhængigheden af enkelte leverandører eller følger tæt med i udviklingen i deres forsyningskæde. Samtidig udnytter mange mindre virksomheder, at afstanden mellem medarbejdere og ledelse er kort. Medarbejdere på gulvet kan ofte opdage problemer først – f.eks. leveringsvanskeligheder eller udfordringer i produktionen – og i små organisationer kan den viden hurtigt komme videre til dem, der skal handle på den.
– Flere virksomheder sagde til mig, at de egentlig ikke arbejder med resiliens. Men når man begynder at spørge ind til, hvordan de håndterer problemer eller kriser, fortæller de en masse, de faktisk allerede gør, siger Thuva Kandasamy.
Ifølge hende viser det, at arbejdet med resiliens i mange SMV’er er mindre formelt og mere praksisnært end i større virksomheder. I stedet for strategidokumenter og faste processer bygger det ofte på erfaringer, hurtige beslutninger og løbende tilpasninger i organisationen.
2. Ressourcer er ikke kun økonomi
Når man taler om virksomheders evne til at håndtere kriser, er der ofte et spørgsmål om økonomi. Har virksomheden råd til at investere i beredskab, rådgivning eller nye løsninger?
I mange små og mellemstore virksomheder er økonomiske ressourcer dog begrænsede. Derfor bliver andre typer ressourcer afgørende.
Det kan være medarbejdernes kompetencer, en stærk virksomhedskultur eller adgang til netværk og eksterne samarbejdspartnere. Flere af de virksomheder, som Thuva Kandasamy har interviewet, begyndte f.eks. først at arbejde systematisk med resiliens, da de gennem projekter eller netværk fik adgang til rådgivning udefra.
– Flere virksomheder sagde, at grunden til, at de overhovedet engagerede sig i resiliens, var, at der var et projekt eller et netværk, hvor de kunne få hjælp. For mindre virksomheder har ikke nødvendigvis økonomiske ressourcer til selv at hyre konsulenter, siger Thuva Kandasamy og fastslår:
– Det betyder, at resiliens i SMV’er ofte handler om at aktivere de ressourcer, der allerede findes i og omkring virksomheden, snarere end at opbygge større interne funktioner.
Læs hele artiklen “Ny forskning: 5 ting, som SMV’er bør vide om resiliens” fra DBI her






