Schneider Electric – Vandstress er en forretningsrisiko
52 procent af industriledere i ny europæisk rapport forventer, at vandkvalitet eller -tilgængelighed kan blive en alvorlig barriere for vækst
Over 1 ud af 3 nordiske industrivirksomheder melder om produktionstab
Selvom 70 procent af de nordiske industriledere har vandrisici på radaren, mangler mange endnu at omsætte opmærksomheden til handling. Det fremgår af en ny europæisk rapport fra Schneider Electric. Den viser samtidig, at vandstress allerede har konkrete konsekvenser: Mere end hver tredje nordiske industrileder melder om produktionstab.
Energiteknologivirksomheden Schneider Electric har spurgt ledere og beslutningstagere fra industrien og vandsektoren i Europa om det stigende pres på vandressourcerne. Resultaterne offentliggøres nu i ”The Water Crunch Report”. Den viser, at vand ikke længere kun er et ressource- og miljøspørgsmål, men også er en væsentlig faktor for drift, vækst og forsyningssikkerhed.
Det billede genkendes også i Danmark, hvor adgangen til rent vand længe har været betragtet som en selvfølge. Men det stigende pres på vandressourcerne og nye trusler mod kritisk infrastruktur er ved at ændre billedet. Senest har Dansk Industri peget på behovet for at behandle vand som en mere strategisk ressource, hvis Danmark også fremover skal sikre gode vilkår for vækst og produktion i industrien.
Rapporten bygger på svar fra 340 ledere og beslutningstagere i otte europæiske lande, heraf 50 i Danmark og Sverige. Besvarelserne viser en tydelig forskel mellem Europa samlet og Norden. På tværs af Europa svarer 53 procent af industrilederne, at vand er en central del af deres planlægning af driftskontinuitet. I Norden er billedet dog anderledes. Her svarer hele 70 procent, at de er opmærksomme på vand som en potentiel risiko, men har endnu ikke gjort det til en fast del af virksomhedens driftsplanlægning.
”Vi har været vant til at betragte vand som en stabil og tilgængelig ressource. Men virksomheder har brug for langt bedre overblik over, hvor vandet bruges, hvor der kan spares, og hvor sårbar driften er, hvis forsyningen bliver udfordret. Det kræver, at vand bliver tænkt mere aktivt ind i den daglige drift og planlægning,” siger Anders Tryk, Sales Manager hos Schneider Electric Danmark.
Vand fylder mere i virksomhedernes beslutninger
På tværs af Europa er konsekvenserne allerede tydelige. Hvis en alvorlig forstyrrelse af vandforsyningen ramte i morgen, vurderer 44 procent af industrilederne, at deres drift ville blive påvirket inden for blot 24 timer – og presset ser ikke ud til at aftage. Tværtimod forventer 52 procent, at vandkvalitet eller
-tilgængelighed vil blive en alvorlig barriere for vækst inden 2031.
Også de nordiske besvarelser peger på, at vandstress allerede kan mærkes i driften. Her rapporterer mere end hver tredje nordiske virksomhedsleder, at vandstress har ført til forsinket eller nedskaleret produktion. Det kan blandt andet skyldes vandmangel eller problemer med vandkvalitet, adgang til vand og forsyningskapacitet.
”Europa har ikke råd til kun at betragte vand som et miljøspørgsmål. Det er nu også et spørgsmål om konkurrenceevne,” siger Gwenaelle Huet, Executive Vice President i Industrial Automation hos Schneider Electric, og fortsætter: ”På samme måde som energiomstillingen har formet industriens strategi det seneste årti, vil vandeffektivitet forme det næste. Udfordringen er ikke længere at forstå problemet, men at handle hurtigt nok.”
Og udviklingen er allerede begyndt at sætte sig i virksomhedernes beslutninger. 43 procent af industrilederne har taget vandrisici op på bestyrelsesniveau – et tegn på, at vand i stigende grad bevæger sig ind i det strategiske styringsrum på linje med energi og cybersikkerhed.
Data giver bedre greb om vandforsyningen
Her kan en mere datadrevet drift være en del af svaret. Vand- og spildevandsselskabet Aarhus Vand er et skoleeksempel på, hvordan data kan bruges til at drive vandforsyningen mere effektivt og robust. Her har man i næsten 25 år anvendt en digital tvilling af vandnettet – længe før digitale tvillinger blev et udbredt begreb. Den bruges blandt andet til at opdage lækager og udsving, simulere hændelser og planlægge driften bedre. Det gør det lettere at reagere tidligt og kan samtidig bidrage til at reducere både vandspild og energiforbrug.
Langt fra alle virksomheder og forsyningsselskaber er dog nået lige så langt. Rapporten peger på et tydeligt gab mellem viden og handling. Næsten 60 procent af de europæiske ledere i rapporten svarer, at de endnu ikke har taget teknologier i brug, som de ved kan være med til at mindske vandrisikoen.
I takt med at flere vandsystemer bliver digitaliseret, vokser også kravene til sikkerheden. På tværs af Europa fremhæver respondenterne cybersikkerhed som en væsentlig risiko. Selvom de nordiske respondenter er mindre bekymrede, har konkrete angreb mod danske vandværker allerede vist, at truslen er reel.
Læs hele rapporten her.

Lautrupvang 1
2750 Ballerup
Tlf.: 88 30 20 00






