Odense dannede ramme om international robotuge

Der var både gående, talende, dansende og kørende robotter på programmet, da Week of Robotics løb af stablen i Odense fra den 5.-8. maj. Ugen samlede den danske og internationale robotbranche til konferencer, live-demonstrationer og netværk - alt sammen med fokus på fremtidens robotteknologi.

Der var både gående, talende, dansende og kørende robotter på programmet, da Week of Robotics løb af stablen i Odense fra den 5.-8. maj. Ugen samlede den danske og internationale robotbranche til konferencer, live-demonstrationer og netværk – alt sammen med fokus på fremtidens robotteknologi.

Den seneste uge stod i robotternes tegn i Odense, da Week of Robotics samlede alt fra virksomheder og forskere til internationale techprofiler, investorer og studerende omkring fremtidens robotteknologi.

Ugens største begivenheder var den internationale konference NextGen Robotics LIVE og jubilæumsudgaven af ROBOTBRAG, som satte fokus på alt fra humanoide robotter og kunstig intelligens til automation, talentudvikling og nye teknologier til industrien.

Internationale techprofiler og robotter samlet i Odense

Den 6. maj afholdt Odense Robotics for første gang konferencen NextGen Robotics LIVE, hvor over 800 deltagere – heraf omkring en tredjedel internationale gæster fra 35 forskellige lande – lagde vejen forbi.

Her dannede UCL ramme om alt fra humanoide robotter og selvkørende løsninger til avanceret automation i stor skala – blandt andet en ti ton stor kran udstyret med en robotarm.

Programmet kombinerede live-demonstrationer af den nyeste robotteknologi med oplæg fra internationale profiler inden for AI og robotteknologi, herunder NVIDIA, Google DeepMind, ABB og Hexagon.

“Vi havde høje ambitioner for NextGen Robotics LIVE fra start, men at vi rent faktisk lykkedes med at samle så mange af de allerstørste navne inden for industrien og samtidig skabe et mødested for eksperter, virksomheder og beslutningstagere fra hele verden er langt mere, end hvad vi havde turdet håbe. Det viser, at dansk robotteknologi har et stærkt ry – både nationalt og globalt – og at Odense fortsat markerer sig som international robotby” siger Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics.

Dagen sluttede med et awardshow, hvor counter-drone-virksomheden MyDefence vandt titlen som Årets Virksomhed, mens BlinkTroll, der udvikler robotteknologi til skydetræning, blev kåret som Årets Startup.

ROBOTBRAG fejrede 10-års jubilæum

Week of Robotics fortsatte den 7.-8. maj med jubilæumsudgaven af ROBOTBRAG, da DIRA og Teknologisk Institut for tiende gang åbnede porte og teltdug til robotfest i Forskerparken i Odense. Braget slog rekord med 3.755 deltagere, der mødtes omkring teknologi, networking og live-demonstrationer.

Programmet bød blandt andet på robotdemonstrationer, startup-spor og nye teknologi-workshops, mens humanoide robotter var blandt de store temaer under årets event. Teknologisk Institut åbnede i samme forbindelse Humanoid Lab – et nyt laboratorium med fokus på udvikling og test af fremtidens humanoide robotter. Åbningen blev markeret med et besøg fra 7. Regiments Musikkorps, der blev dirigeret af en humanoid.

“De humanoide robotter får rigtig meget opmærksomhed ude på markedet. Mange virksomheder antager, at de kan blive løsningen på den manglende arbejdskraft, vi ser på en række områder. Det er positivt, for danske virksomheder skal følge med for at bevare resiliens og konkurrencedygtighed,” siger Henrik Jacobsen, chef for Teknologisk Instituts robotteknologicenter.

ROBOTBRAG satte desuden fokus på behovet for flere unge i tekniske og erhvervsfaglige uddannelser gennem teknologiaktiviteter og robotkonkurrencer for skoleelever.

“Hvis vi skal have flere unge til at vælge de tekniske og erhvervsfaglige uddannelser, er det vigtigt, at de får mulighed for selv at opleve teknologierne og se de karrieremuligheder, der findes inden for automation og robotteknologi,” siger Michael Nielsen, bestyrelsesformand i DIRA – Dansk Robot Netværk.

Week of Robotics bød også på et udsolgt Women in Robotics Breakfast, som samlede kvinder fra den danske og internationale robot- og automationsbranche til netværk, videndeling og debat om mangfoldighed og fremtidens teknologibranche. Eventet bød blandt andet på en paneldebat med Maude Plucker fra Novo Nordisk, Constanze Schmuck fra Universal Robots, Kateryna Portmann fra ANYbotics, Marina Bill fra ABB og Susanne Bieller fra International Federation of Robotics.

Om Week of Robotics

Week of Robotics fandt sted i Odense fra den 5.-8. maj 2026 og samlede den danske og internationale robot- og automationsbranche til en uge med fokus på teknologi, innovation og samarbejde.

Hovedbegivenhederne var den internationale konference NextGen Robotics LIVE og jubilæumsudgaven af ROBOTBRAG. Derudover bød programmet på en række sideevents, herunder Women in Robotics Breakfast, med fokus på netværk, videndeling og talentudvikling på tværs af branchen.

Week of Robotics er et fælles initiativ mellem Odense Robotics, Teknologisk Institut, Dansk Robot Netværk (DIRA) og Odense Kommune.

Find leverandører af robotter her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger